8 Podcast anbefalinger – mine favoritter

Podcast_3

Hej og godaften søde læsere. Jeg tror umiddelbart, at jeg allerede har fået fortalt jer; at jeg hører ret mange podcasts. Og ligesom serier er der efterhånden mange at vælge imellem – gode som dårlige. Så i dag har jeg samlet mine otte absolutte favoritter til jer.

Hvis I allerede hører podcasts, så vil jeg meget gerne have anbefalinger til gode podcasts fra jer? Hvis ikke, så er det virkelig bare med at komme i gang! Jeg hører podcasts, når jeg cykler – det er en fornøjelse at have et godt program i ørerne, når man skal cykle fra Østerbro til Amager – , når jeg gør rent og når jeg tager offentlig transport. Det er en fantastisk måde at blive underholdt på! Og nogle af dem er endda også ret oplysende og lærerige. Jeg bruger altid Apples podcast app, som ligger på de fleste Iphones som en del af standard opsætningen.

Som I kan se, foretrækker jeg krimier, men jeg holder virkelig også meget af satire – og specielt ‘Den Korte Radioavis’. …I får mine favorit podcasts her!

8 Podcast anbefalinger:

  1. Limetown: Limetown er en fiktiv podcast bestående af seks episoder og en masse små mellemafsnit. Den er fortalt af radiovært Lia Haddock, som undersøger den mystiske forsvinden af de 300 beboere fra byen Limetown, ti år efter at de forsvandt. Podcasten bevæger sig ind på emner som menneskelige forsøg, intelligens og uhyggelige statslige sammensværgelser. Det er én af de bedste – hvis ikke dén bedste – podcast, som jeg har hørt! Jeg slugte den lynhurtigt! Obs! Den er på engelsk. …Jeg går og håber på, at der kommer en anden sæson!
  2. The Black Tapes: The Black Tapes er en enormt uhyggelig podcast, hvor radiovært og journalist Alex Reagan undersøger en række videobånd, som alle indeholder okkulte hændelser sammen med Dr. Richard Strand. Dr. Stand driver et institut, som lever af at modbevise okkulte optagelser – men samlingen af ‘the black tapes‘ har de ikke været i stand til at modbevise. Den er vanvittig uhyggelig, så lad vær’ med at høre den, inden du skal sove. Jeg venter også spændt på en sæson to af denne! Obs – The Black Tapes er også på engelsk.
  3. Alice Isn’t Dead: En kvinde mister sin kone og tror hun er død… Indtil hun begynder at se hende i baggrunden af nyhedsoptagelser og lignende. Derfor begiver hun sig ud på de amerikanske landeveje forklædt som lastbilchauffør, for at finde ud af om hendes kone Alice stadig er i live. Hun finder i mellemtiden ud af, at Alice var indblandet i lidt af hvert – og at verden slet ikke er, hvad hun havde regnet med. Podcasten beskæftiger sig med overnaturlige monstre, mystiske forsvindinger og statslige sammensværgelser. Alice Isn’t Dead er også på engelsk. Første sæson er helt sikkert bedst, men anden sæson er også helt okay! PS: Denne går også hen og bliver ret uhyggelig engang imellem.
  4. Kvinden med den tunge kuffert: ‘Kvinden med den tunge kuffert’ er lavet Third Ear-redaktionen i samarbejde med Politiken. En dansk mandlig journalist kaster sig ud i at finde sandheden omkring ‘kvinden med den tunge kuffert’ – en kvinde som nævnes af flere klostre rundt omkring i Danmark. Hun beretter om en frygtelig skæbne, som ofte skifter en smule karakter fra kloster til kloster. Tag med Third Ear-redaktionen på jagt gennem Danmark og lad podcasten fange og fængsle dig med sin vanvittig drejning! Søg på ‘Third Ear x Politiken’ for at finde ‘Kvinden med den tunge kuffert’, der er syv afsnit. Obs! Dette er en sand historie!
  5. Serial (season one): I bedste ‘Making a Murderer‘-stil kaster journalist Sarah Koenig sig over en amerikansk mordsag fra 1999. En kvindelig gymnasieelev bliver fundet myrdet i en park – og hendes ekskæreste bliver dømt for mordet. Her flere år senere påstår ekskæresten Adnan Syed fortsat, at han er uskyldig. Sarah Koening gennemgår beviserne i denne podcast og ser samtidigt på manglende bevismateriale. …Så om Adnan er skyldig eller ej? Det må du jo lytte til podcasten for at finde ud af. Historien er en ægte historie og er vanvittig spændende! Der findes også en sæson to af Serial, som omhandler en helt anden tragisk skæbne – men jeg foretrækker helt sikkert sæson et. Den er på engelsk.
  6. S-town: S-town står for ‘Shit Town‘ – og det er dette, som en mand ved navn John B. McLemore kalder sin hjemby i Alabama. Han mener ikke blot at byen er rådden – men også korrupt. Og han beder således journalist Brian Reed om at undersøge lokalpolitiets håndtering af en specifik sag. Podcasten tager i mellemtiden en uventet drejning og kommer i virkeligheden til at handle mere om John end om forbrydelsen. Johns historie er både fascinerende og trist – og bestemt én, som du ikke må snyde dig selv for! Podcasten er på engelsk og består af syv afsnit.
  7. Den Korte Radioavis: Jeg forsøger at høre ‘Den Korte Radioavis’ hver dag. Det bliver sendt på Radio 24-Syv kl. 12 hver mandag – fredag. Jeg når dog sjældent at fange udsendelsen “live” og hører den derfor på podcast. Det er en fantastisk måde at få en brutal ærlig vinkel på dagens nyheder, politik og danske medier. Nyhederne bliver dagligt læst op af den satiriske figur Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm – en kvindelig stjernejournalist i tresserne. I studiet har hun sin nyhedsredaktør Rasmus Bruun, produktionsassistent Zissel og til tider Speaker-Allan med sig. Politikere og andre kendte danskere gæster også programmet sommetider. Det er aktuelt og altid enormt morsomt!
  8. Her Går Det Godt: Monte Carlo-drengene Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft udgiver ugentligt denne hyggelige podcast. Her vender de både aktuelle nyheder og deres privatliv. Det lyder muligvis som en mærkelig kombi, men det fungerer virkelig! Derudover, giver de et skarpt indblik i den danske mediebranchen – så hvis du har en interesse i medier og specielt journalistik, så er der helt sikkert et par godbidder i denne podcast til dig. De giver også et moderne og realistisk take på sponsorerede samarbejdsaftaler, som jeg personligt er helt pjattet med! Det er så hyggeligt, sjovt og klart et lyt værd!

Jeg håber I kan bruge mine anbefalinger! Jeg vil MEGET gerne høre jeres tilbagemeldinger :)
XO Lise

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *