Hvid chokolade cheesecake med lemoncurd og flødeskum

1 2 3 7 (2) 4 10 12 IMG_9030 IMG_9043 IMG_9044

Tror I jeg fik taget nok billeder af kagen? Hah! Hej søde læsere. Det er vist ved at være længe siden, at jeg har delt en opskrift på cheesecake med jer, er det ikke? Det synes jeg. Og derfor har jeg besluttet mig for, at det er det, der skal ske i dag. Jeg håber, at opskriften her falder i god jord – om end cheesecake altid er en tung dessert, så er dette en mere frisk udgave lavet på limesaft og hvid chokolade – og toppet med lækker lemoncurd.

Cheesecaken her lavede jeg faktisk tilbage i marts, da jeg havde mine kære søskende på besøg en aften. Min søster sætter utrolig meget pris på cheesecake, så det er altså en fornøjelse at lave det til hende :)

Kagen her er lavet med lemoncurd på toppen. Jeg købte bare en lemoncurd i Meny og smurte på. Lemoncurd er ret fast og derfor nemt at arbejde med.

Inden du går i gang, så husk at cheesecaken skal stå i køleskabet i minimum fire timer. Obs! Og husk at til opskriften skal du bruge en springform af Ø28 cm

Hvid chokolade cheesecake med lemoncurd og flødeskum, 1 kage, 6 – 8 pers.: 
100 g smør 
200 g digestive kiks 
2 tsk vaniljesukker 

500 g hvid chokolade
400 g cremefraiche
400 g flødeost 
1 spsk vaniljeessens 
Saften af 3 limefrugter
4 blade husblas 
Lidt vand 

Lemoncurd 
Flødeskum
Lime til pynt

  1. Start med at lave bunden. Alle digestive kiksene skal knuses. Det kan gøres ved at smide dem i et par fryseposer og knuse dem med en kagerulle eller lignende. Herefter blandes digestive-smuldret med vaniljesukker og 100 gram blødt smør.
  2. Tryk blandingen godt ud i bunden af en smurt springform. Stil herefter springformen med bunden i køleskabet i 30 minutter eller mere.
  3. Imens kan du lave fyldet. Du skal starte med at smelte dine 500 gram hvid chokolade over et vandbad.
  4. Mens den hvide chokolade smelter kan du blande cremefraiche, neutral flødeost, vaniljeessens og limesaft godt sammen i en skål – pisk det evt. med en håndmixer.
  5. Læg så de fire blade husblas i blød i koldt vand i ti minutter. …
  6. Når den hvide chokolade er smeltet, rører du denne i flødeost-blandingen.
  7. Smelt så de fire blade husblas i varmt vand – du kan med fordel bruge det varme vand, som du har brugt til at smelte dit hvide chokolade over vandbad med. Husk du skal blot bruge et par skefulde til at smelte dine blade husblas – og gerne i en kop.
  8. Herefter hælder du det smeltede husblas med vand i flødeost-blandingen og rører rigtig godt rundt!
  9. …Hæld så flødeost-blandingen ned i springformen ovenpå bunden og stil den i køleskabet i minimum fire timer – også gerne natten over.
  10. Inden servering smører du et lag lemoncurd på din faste cheesecake og pynter med flødeskum og friske limeskiver. Enjoy!

XO Lise 

PS: I kan se mine tidligere cheesecake opskrifter ved at følge tagget ‘cheesecake‘.

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *