Pizza med brie og persilleolie… Nå ja, og pølser!

1 (3) 1 (2) 2 (3) 2 (2) 3 (1) 3 (2)

Hej og godaften skønne læsere. Jubii, glædelig fredag! Hvad skal I bruge jeres fredag på? Min skal nydes, nydes, nydes! … Fangede I den… Nyyyyydes! I selskab med min kæreste, min bror og min lillesøster. Min kæreste og min lillebror har været i Norge og Sverige i den sidste uges tid og vandre, så jeg har været alene hjemme. “Det har du da ikke nævnt på bloggen Lise?” Neej, det har jeg nemlig ikke. Jeg er en af de der paranoide typer som er sikker på, at hvis jeg poster nogen som helst steder på nettet, at jeg er alene hjemme, så får jeg højst sandsynligt indbrud… eller det der er værre. Yes, I’m that paranoid. MEN nu er de hjemme igen og min søster er på besøg i KBH – så min weekend skal for alvor nydes :)

Måske med pizza? For nyligt forsøgte jeg mig med en pizza, hvor der var både brie og bladselleri på… To ting jeg elsker! I dag vil jeg dele opskriften med jer – for den blev ret vellykket… hvis jeg selv skal sige det ;) I skal have gang i pølser til denne pizza. Vi brugte Løgismoses oksekødspølser med lammefjordskartofler og enebær, men andre slags kan helt sikkert også bruges – jeg forestiller mig, at chorizo pølse er ret godt herpå også – eller chilipølser? Pizzaen er lavet med inspiration fra denne opskrift.

Pizza med brie og persilleolie, 1 pizza, ca. 2 pers.:
280 g mel
10 – 25 g gær
2 dl vand
1 spsk olie
1 tsk groft salt

1 lille dåse tomatpure (70 g)
1 fed hvidløg
1 lille tsk oregano (tørret)
1 lille tsk salt
½ – 1 spsk olie
lidt peber

1 stængl bladselleri 
400 g brie (cirka)
2 – 3 pølser 
1 frisk grøn chili (alternativt chilipulver) 
2 spsk olivenolie 
1 stort fed hvidløg 
salt og peber 

1 håndfuld persille 
2 spsk olivenolie 
salt og peber

Pizzabund-opskriften er den sammen som jeg plejer at bruge. Da denne skal hæve, laves bunden først: Bland vand, olie, salt og gær i en skål og rør sammen. Tilsæt efterfølgende mel og ælt til dejen ikke klistrer mere. Lad dejen hæve i minimum 30 min. gerne 60 – og også gerne mere. Mens dejen hæver kan du forberede alt andet. Lav pizzasovsen/tomatsovsen ved at blande tomatpure, oregano, salt, olie og peber sammen. Pres et fed hvidløg ned i blandingen og rør godt sammen.
Skær brien ud i skiver af lidt mere end ½ cm (eller hvad du selv foretrækker?). Skær også bladsellerien ud i skiver af cirka ½ cm. Ooog også pølserne – skiver af knapt 1 cm. Plus chilien – chilien skal dog bare skæres i tynde skiver. Hvis du ikke har en frisk chili, kan du drysse chiliflager ud over.
Herefter skal du have gang i en lille hvidløgsolie. Hæld to spiseskefuld olivenolie op i en lille skål, pres ét fed hvidløg ud heri og bland med salt og peber.
Når pizzadejen er rullet ud, smører du tomatblandingen ud på hele pizzaen. Pynt herefter pizzaen med brie, pølser selleri og chili. Afslut med at dryppe hvidløgsolien ud over.
Bag pizzaen midt i ovnen med over og undervarme eller varmluft ved 218 grader i 15 – 20 min. (hold øje med pizzaen). Imens du bager pizzaen, kan du lave persilleolien. Smid olie, persille, salt og peber i en blender og blend groft. Når pizzaen er ude af ovnen, kan du dryppe persilleolien ud over. Server evt. lidt persilleolie til pizzaen også.

Rigtig god weekend!
XO Lise

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *