Pizza med serrano og rucola

1 (1) 1 (4) 2 (1) 2 (2) 3 (1) 3 (2) 3 (3)

Kære læsere. Hvor blev solen af? Her er der lidt overskyet. Øv! Men en kedelig vejr-dag er jo altid en god anledning til at gå i køkkenet og kokkerere noget lækkert. Jeg ved ikke om I ved det eller har opdaget det, men jeg er faktisk ret glad for at bage pizza – og dygtig til det (…hvis jeg selv skal sige det). Måske I har set mine tidligere pizzaopskrifter her på bloggen? Ellers kan I klikke her.

Dagens pizza er en af mine favoritter – og en som ofte tager kegler hos mine gæster :) Det er desuden en perfekt måde at få brugt sine pestorester på. Dagens pizzaopskrift er nemlig på pizza med serranoskinke, rucola salat, pesto og cherrytomater. Du kan forresten bruge lige præcis den slags pesto, du vil – det behøver bestemt ikke være hjemmelavet. Skulle du dog få lyst til at krydre gourmetoplevelsen, finder du en opskrift på hjemmelavet grøn pesto her.

Pizza med serrano og rucola, 1 pizza, ca. 2 pers.: 
280 g mel
10 – 25 g gær
2 dl vand
1 spsk olie
1 tsk groft salt

1 lille dåse tomatpure (70 g)
1 fed hvidløg
1 lille tsk oregano (tørret)
1 lille tsk salt
½ – 1 spsk olie
lidt peber

2 mozzarella bolde (250 g (2 x 125 g))
ca. 200 g serrano 
½ glas pesto (ca. 70 g)
ca. 10 cherrytomater
½ pakke rucola (ca. 60 g)

Bunden laves som altid først :) da denne skal hæve. Bland vand, olie, salt og gær i en skål og rør sammen. Tilsæt efterfølgende mel og ælt til dejen ikke klistrer mere. Lad dejen hæve i minimum 30 min. gerne 60 – og også gerne mere. Mens dejen hæver kan du forberede alt andet. Lav pizzasovsen/tomatsovsen ved at blande tomatpure, oregano, salt, olie og peber sammen. Pres et fed hvidløg ned i blandingen og rør godt sammen. Herefter vil jeg foreslå at skylle rucolasalaten så det kan dryppe af og tørre inden det skal på pizzaen.
Skær mozzarellaboldene i forholdsvis tynde skiver og halver cherrytomaterne. Efterfølgende rulles dejen ud til én firkant tilsvarende bagepladen. Tomatsovsen fordeles på pizzabunden. Herefter fordeler du mozzarellaskiverne ud over pizza og lægger serrano over. Fordel serranostykker så godt du kan ud over hele pizzaen. Fordel derefter de halve cherrytomater på pizzaen. Afslut med at klatte pesto hist og her. Du kan både bruge rød og grøn pesto :)
Bag pizzaen midt i ovnen med over og undervarme eller varmluft ved 218 grader i 15 – 20 min. (hold øje med pizzaen). Tag pizzaen ud og fordel rucola over pizzaen – SÅ er den klar til servering :)

I hope you like it ;) 
XO Lise

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *