Carbonara med squash og bacon

carbonarasquash (1) carbonarasquash (2) carbonarasquash (3) carbonarasquash (4)
carbonarasquash (6)
carbonarasquash (5)

Kære aller skønneste læsere. På sådan en dejlig fredag som i aften, skal I naturligvis have en lækker opskrift! Og efter som jeg er i pastaens land, så synes jeg, at I skal have en pasta opskrift – og så endda en klassiker: Carbonara! 

Carbonara var oprindeligt et fattigmandsret, som stammer af ordet carbon (kul) og som henviser til den store mængde af peber, som der skal i retten! Simon er egentlig den sande carbonara-ekspert herhjemme, men efter at have lavet det et par gange, føler jeg mig også ret selvsikker i retten.

Man kan jo lave den på flere måder – og både med spaghetti og anden pasta. Vi laver den som regel med penne – og for at spare lidt på kulhydraterne, så tilsætter vi squash, frem for meget pasta. Det smager dødlækkert! Og sparer dig en smule for oppustetheden efterfølgende.

I får opskriften på Carbonara med squash og bacon her :)

Carbonara med squash og bacon, 2 pers.: 
150 g pasta penne
200 g bacon
2 squash 
2 æg
100 g parmesanost 
Masser af sort peber 

  1. Start med skære baconen i mindre tern.
  2. Smid herefter baconen på en kold pande og tænd denne på middel varme og lad den stå og passe sig selv. Rør evt. lidt i baconen fra tid til anden.
  3. Skær så squashen ud i mindre stykker, der er på størrelse med pasta penne.
  4. Baconen skal stege til det er gyldent – og når det er ved at være det, smider du dine squash stykker på.
  5. Efter du har gjort dette, koger du pastaen efter anvisning.
  6. Mens pastaen koger, steger sqaushene med ved baconen.
  7. Tag en skål frem og pisk æggene sammen med revet ost og masser af sort peber – masser af masser af masser af sort peber!
  8. Når pastaen er færdigkogt blander du pastaen med på panden med bacon og squash.
  9. Når panden er holdt op med syde, og så blandes ægge-oste-blandingen i på panden, så det bliver til en lækker, cremet sauce/creme til din ret. OBS! Det er vigtigt, at din pande ikke er for varm her.
  10. Smag evt. til med lidt salt, peber og mere ost! Og server så med endnu mere parmesanost! Det er dødlækkert. Pynt evt. med lidt frisk persille.

Bon appetit og god fredag!
XO Lise

Rødvinsrisotto med svampe og bacon

roedvinsrisotto (1) roedvinsrisotto (2) roedvinsrisotto (3) roedvinsrisotto (4) roedvinsrisotto (5) roedvinsrisotto (6)

Kæreste læsere – hej og godaften. Mens jeg venter på at dagens aftensmad bliver færdig, tænkte jeg, at jeg lige ville smutte forbi her og sige hej til jer. Simon og jeg har brugt lørdagen på diverse gøremål – som f.eks. at rydde op i vores kælderrum… Ikke særlig sexet, men vildt skønt at få gjort! You know? Hvad har I brugt jeres lørdag på?

Men altså, når nu man har været sådan lidt flittig og praktisk hele dagen, så fortjener man også noget rigtig lækkert aftensmad! Og det kunne f.eks. være risotto! Jeg elsker jo risotto (men det ved I sikkert allerede), og jeg synes det er en god måde at få brugt diverse rester på. For nyligt lavede jeg rødvinsrisotto, da jeg havde en slat rødvin stående og lidt svampe i køleskabet. Det blev til rødvinsrisotto med svampe, bacon og timian… Og det blev ret lækkert! Hvis jeg selv skal sige det ;) Og i dag er det netop den nemme opskrift, som jeg vil dele med jer. Jeg har tidligere delt en opskrift på rødvinsrisotto her på bloggen, hvis I er nysgerrige på den så klik her: Rødvinsrisotto med parmaskinke, oliven og rosmarin.

Rødvinsrisotto med svampe og bacon, 2 pers.:
2 – 3 dl ris
1 løg
2 fed hvidløg
Lidt olivenolie
4 – 5 dl vand
2 – 4 dl rødvin
1 grøntsagsbouillon 
50 – 100 g parmesan 
150 g bacon
250 g champignoner 
Frisk timian

  1. Start med at hakke løg og hvidløg fint og svits det i olivenolien i 2 minutter ved mellem varme. Obs! Løgene må ikke tage farve.
  2. Tilsæt risene på panden og rør til de bliver blanke (dette kræver lidt tålmodighed).
  3. Kog i mellemtiden 4 – 5 dl vand og opløs bouillonterningen heri.
  4. Hæld rødvinen over risene og bliv ved med at røre.
  5. Tilsæt herefter de 4 – 5 dl bouillon løbende og rør og rør og rør! Sørg for ikke at tilsætte for meget væske af gangen, da risene i så fald bliver alt for grød-agtige. Så vær tålmodig med det ;) Det tager minimum 20 minutter.
  6. På en separat pande steger du baconen til den er sprød og lækker.
  7. Tag så baconen af panden og svits champignoner (eller andre svampe) i skiver i lidt smør.
  8. Når champignonerne er færdige vendes disse i retten sammen med frisk timian.
  9. Lige inden risottoen er færdig, vender du bacon (i små stykker) i risottoen også.
  10. Slut af med at rive omkring en halv parmasanost (100 g) direkte ned i retten og rør dette godt ind i risene, så retten bliver ekstra cremet!
  11. Smag til med salt og peber og servér med friskrevet parmasanost og frisk timian.

God fornøjelse og rigtig god weekend!
XO Lise

Kartoffelpizza med gedeost, bacon og rødløg

Billede 18-08-2017 19.33.13Billede 18-08-2017 19.33.23Billede 18-08-2017 19.33.32 Billede 18-08-2017 19.36.24

Hej babes. På sådan en top lækker fredag, skal I have en top lækker pizzzaopskrift. …Det er svært at sige, hvilken pizza der er ens yndlings pizza, når man elsker pizza lige så højt som jeg gør! Men et godt bud er i hvert fald kartoffelpizza! Jeg har før delt et par opskrifter på kartoffelpizza med jer her på bloggen (dem kan I se her og her). Denne opskrift er ikke nødvendigvis så anderledes fra dem, den er bare en ret god opgradering, hvis I spørger mig ;) I får opskriften på kartoffelpizza med gedeost, bacon og rødløg her.

Kartoffelpizza med gedeost, bacon og rødløg, 1 pizza, ca. 2 pers.:
280 g mel
10 – 25 g gær
2 dl vand
1 spsk olie
1 tsk groft salt

1 lille dåse tomatpure (70 g)
1 fed hvidløg
1 lille tsk oregano (tørret)
1 lille tsk salt
½ – 1 spsk olie
lidt peber eller paprika 

3 store kartofler (eller tilsvarende i små)
2 mozzarella bolde (250 g (2 x 125 g))
1 rulle gedeost (ca. 150 g) 
100 – 200 g bacon i tern
1 – 2 rødløg
Frisk timian
Frisk rosmarin

  1. Start med at lave dejen, da den skal hæve. Bland vand, olie, salt og gær i en skål og rør sammen.
  2. Tilsæt efterfølgende mel og ælt til dejen ikke klistrer mere.
  3. Lad dejen hæve i minimum 30 minutter – gerne 60 – og også gerne mere.
  4. Mens dejen hæver, kan du forberede alt andet. Lav pizzasaucen/tomatsaucen ved at blande tomatpure, oregano, salt, olie og peber sammen. Pres et fed hvidløg ned i blandingen og rør det hele godt sammen.
  5. Efter du har lavet pizzasaucen/tomatsaucen kan du forberede topping til din pizza. Start med kartoflerne. De skal renses, skrælles og efterfølgende skæres i tynde skiver. Nogle gange skrubber jeg dem også bare godt, undlader at skrælle og skærer dem i skiver – gerne på et mandolinjern eller med en kartoffelskræller.
  6. Skær også mozzarella boldene og gedeosten i skiver.
  7. Løg skæres også ud i skiver.
  8. Du bestemmer selv, om du ønsker at svitse dit bacon lidt, inden du smider det på pizzaen – det er vel en smagssag. Vi gjorde det sidst vi lavede denne pizza for at sikre os, at baconternene blev sprøde.
  9. Når dejen er færdig med at hæve; rulles denne naturligvis ud til en pizzabund. Gør dig umage for at få den forholdsvis tynd, da det giver en mere sprød bund. Og så alligevel, skal du være opmærksom på, at denne pizza har ret mange tunge ingredienser, så bunden skal også kunne “bære” lidt.
  10. Placer din pizzabund på en bageplade med bagepapir på og smør pizzasaucen ud på hele pizzaen.
  11. Fordel herefter mozzarella skiverne – de behøver dog ikke komme for tæt på kanten, da de flyder ret meget ud.
  12. Fordel herefter kartoffelskiverne over hele pizzaen. De må gerne ligge helt tæt.
  13. Oven på kartoffelskiverne lægges der gedeost i skiver.
  14. Efterfølgende fordeles løg og bacon over pizzaen.
  15. Bag pizzaen midt i ovnen med over og undervarme eller varmluft ved 220 grader i 13 – 15 minutter (hold øje med pizzaen). Et godt lille tip er, at de sidste fem minutter skruer du over på undervarme, for at gøre pizzabunden sprød.
  16. Slut af med at drysse pizzaen med friske krydderurter – gerne rosmarin og timian, som er hakket forholdvis fint.

Rigtig god bagelyst og god weekend. 
XO Lise

Grønkålstærte med bacon og ristede valnødder

1 2 3 4 6 8 9 10 12

Hej søde læsere. Jeg er lidt tidspresset, så dagens planlagte indlæg er egentlig blevet udskudt til i morgen – og i stedet tager vi en opskrift :) Jeg håber, at I kan lide den.

Grønkålstærte med bacon og ristede valnødder, 1 tærte (rigeligt til 2 pers.): 
60 g fuldkorsmel 
120 g mel 
100 g smør 
½ tsk salt 
2 spsk koldt vand 

4 æg 
1 dl mælk
250 g cremefraiche 
100 g grønkål 
1 løg 
Salt og peber 

60 g valnødder 
75 g bacon 
150 g revet ost 
Persille

  1. Start med at lave tærtebunden. Bland mel og fuldkornsmel i en skål med smeltet smør, salt og koldt vand.
  2. Tryk tærtedejen ud i et smurt fad og stil tærtebunden i køleskabet i 30 minutter.
  3. Imens kan du gå i gang med at lave fyldet. Start med at hakke dit grønkål godt og grundigt – og riv løget efter præference.
  4. Tag en skål og bland æg, mælk, cremefraiche, salt og peber godt sammen – og rør så grønkål og låg i. Obs! Og husk at tænde ovnen på 175 grader.
  5. Tag tærtebunden ud af køleskabet efter minimum 30 minutter og prik huller i den med en gaffel. Bag den midt i ovnen ved 175 grader i 15 minutter.
  6. Tag herefter tærtebunden ud af ovnen igen og hæld fyldet i – og sæt derefter tærten i ovnen igen i 15 minutter.
  7. Imens kan du riste dine valnødder på en varm pande og hakke dem.
  8. Herefter skal tærten ud igen og der lægges så baconskiver ovenpå. Sæt så tærten ind i ovnen igen og bag i yderligere 15 minutter.
  9. …Oooog så skal tærten lige ud endnu engang for at få revet ost på – og så skal den lige have fem minutter mere i ovnen…
  10. Og efter et total af 50 minutter, er din tærte færdig. Drys med hakkede, ristede valnødder, frisk persille og sort peber inden servering… ENJOY! 

Og rigtig god aften. 
XO Lise 

Risotto med cherrytomater, chili og bacon

Risottomedbacon (1) Risottomedbacon (2) Risottomedbacon (3) Risottomedbacon (4) Risottomedbacon (5) Risottomedbacon (6)

Da jeg viste jer billeder af vores nye dybe tallerkner fra Kähler i sidste måned, teased jeg lidt om denne risotto opskrift af hvidvin og med cherrytomater, chili, bacon og persille, som I også kunne se på billederne dengang. Og i dag skal I så få lov til at få opskriften :)

Risotto er en af mine livretter – jeg elsker elsker elsker denne ret! Og jeg synes sjældent, at man går galt i byen med en god omgang risotto. Derudover er det også en god måde at få ryttet lidt op i grøntsagerne i køleskabet, hvis man står og trænger til det.

Dagens risotto opskrift er lavet på hvidvin – som de fleste risotto opskrifter nu engang er. Jeg bruger altid bare lige den hvidvin, som vi har stående herhjemme, da der ikke skal så meget i. Og alternativt, køber jeg bare en billig én i Netto. Det er ikke min erfaring, at det gør den store forskel om det er en god hvidvin eller ej. Men undgå evt. særligt søde hvidvine.

Risotto med cherrytomater, chili og bacon, 3 – 4 pers.:
4 dl ris
1 stort løg
4 – 5 fed hvidløg
4 dl hvidvin
2 grøntsagsbouillonterninger  
8 dl vand 
1 stort bundt persille 
½ – 1 frisk chili 
250 cherrytomater 
150 g bacon 
100 – 200 g parmesan 
Olie til stegning

  1. Start med at snitte løg og hvidløg fint.
  2. Smid herefter det hele på en middel varm pande sammen med lidt olie. Lad så løgene varme lidt op, så duften af løg og hvidløg spreder sig i hele dit køkken ;) Men hold godt øje med løgene og rør løbende, for de må endelig ikke tage farve – lad dem blot blive på i 2 – 3 minutter, inden ud så smider dine fire deciliter ris på. Skru evt. lidt ned for varmen.
  3. Rør løbende og slå din tålmodighed til for de skal have forholdsvis lang tid, inden de bliver blanke – og først da er de klar!
  4. Kog i mellemtiden 8 dl vand og opløs 2 grøntsagsbouilloner heri (hvis du ikke har grøntsagsbouillon, kan hønsebouillon også fint bruges).
  5. Snit også gerne chilien og halver dine cherrytomater nu + klip/snit persillen.
  6. Tilsæt så chili, persille og hvidvinen til risene – du kan sagtens hælde alle 4 dl på panden på én gang. Lad hvidvinen koge godt ind i risene.
  7. Tilsæt løbende de otte dl bouillon, så risene kun lige er dækket af væske. Husk omrøring hele tiden, så det ikke brænder på i bunden. Det tager omkring 20 – 30 minutter.
  8. Mens du rører i din risotto løbende, kan du stege baconen på en seperat pande. Hæld resterende baconfedt ned i risottoen og lad baconen køle af.
  9. Efter de tyve til tredive minutter er risottoen ved at være færdig – men kort tid inden den er færdig, vil jeg foreslå at smide cherrytomaterne med i, så de lige kan blive varmet igennem – men ved først at smide dem i retten nu, undgår du at de bliver alt for smattet.
  10. Slut af med at rive 100 – 200 gram parmesanost ned i retten, vend hurtigt dette rundt og så er risottoen sådan set klar til servering.
  11. Server risottoen med masser af parmesan og toppet med stegt bacon, som du har pillet i mindre stykker. Bon appétit!

XO Lise  

Den bedste hjemmelavede kylling-bacon salat (perfekt til påskefrokosten)

IMG_6705 IMG_6701 IMG_6703 IMG_6714 IMG_6722

Årets påskefrokoster begynder så småt at nærme sig – og personligt, glæder jeg mig rigtig meget! Vi skal til påskefrokost med min mors familie – og det plejer altid at være en familiefrokost fyldt med fest, farver og rigtig god mad. Det samme gælder for vores familiejulefrokost på samme side. I december lavede jeg denne lækre kylling-bacon salat til vores kolde bord til julefrokosten – og den var altså et hit! Og nå ja, så må jeg jo nok også bare indrømme; at jeg selv synes, at den er pisse lækker! Så i dag får I opskriften på min hjemmelavede kylling-bacon salat… Som Simon vist egentlig har udviklet… Det er ikke nødvendigvis rocket science, men snyd for guds skyld ikke jer selv for revet citronskal i denne ret – det er virkelig den hemmelige ingrediens, som gør hele forskellen!

Kylling-bacon salat, ca. 8 pers. (en stor portion):
550 g kylling  
2 tsk spidskommen
½ tsk salt 
½ tsk peber 
Vand
Lidt olie til stegning

2 store løg 
400 g champignon 
250 g bacon 
350 – 400 g mayonnaise 
400 g cremefraiche 
Revet citronskal af 1 citron
Purløg

  1. Start med at koge kyllingen – det tager cirka 30 minutter. Jeg brugte kyllingebrystfileter.
  2. Tag en større gryde og smid lidt olie, spidskommen, salt og peber heri.
  3. Steg så kyllingbrysterne hurtigt på begge sider i et par minutter og fyld gryden med vand, så kyllingbrysterne er dækket. Lad det hele koge op og skru så ned på lav varme og lad kyllingen koge under låg i 25 – 30 minutter.
  4. Imens kan du ordne løgene. Pil løgene og flæk dem fire gange, så I har otte både pr. løg.
  5. Læg alle løgbådene i blød i kogende vand, så de ikke er så skarpe i smagen – med derimod lidt søde, når de skal i kylling-bacon salaten. De skal ikke ligge i blød alt for lang tid – omkring 5 minutter.
  6. Og hæld herefter lidt koldt vand over dem for at køle dem ned igen, inden de blandes med mayo osv.
  7. Steg herefter baconen på en pande og læg den til afkølning.
  8. På samme pande som du stegte bacon i, kan du stege champignonerne i det resterende bacon-fedt. Husk at halvere champignonerne inden du smider dem på panden.
  9. Når du har stegt bacon og champignoner, kan du lave mayo-blandingen. Bland mayo, cremefraiche og revet citronskal i en skål – og bland så løg, champignoner og smuldret bacon heri. Gem evt. lidt bacon til pynt.
  10. Klip herefter purløg fra én plante i små stykker og bland det godt sammen med resten. Gem evt. også lidt purløg til pynt.
  11. Efter de 30 minutter er kyllingen kogt færdig, og du kan tage den op af vandet. Lad den køle lidt, inden du trevler den (den er alt for varm til at trevle, lige når du tager den op). Når kyllingen er kølig nok til at travle, kan du pille den i stykker og blande dette i din kylling-bacon salat.
  12. Smag til med salt, peber, evt. lidt spidskommen og revet citronskal.

Servér på rugbrød eller franskbrød – salaten er intet mindre end fantastisk!

Rigtig god søndag. Og god påskefrokost, når I kommer så langt :)
XO Lise

Cremet pasta med blå ost, bacon og ristede valnødder

Billede 02-04-2016 20.45.44 Billede 02-04-2016 20.46.12 Billede 02-04-2016 20.50.15 Billede 02-04-2016 20.49.59 Billede 02-04-2016 20.50.07

Så blev det mandag igen – og vi kom da igennem endnu en lang arbejdsdag ;) Er I ved at glæde jer til ferie? Det er jeg fandeme! Det her forår og denne sommer (indtil videre) har fandeme taget hårdt på mig! Det går enormt godt med bloggen. Læsertallene stiger hele tiden og flere og flere viser interesse for mine små skriverier. Det er simpelthen SÅ dejligt! og jeg er så enormt glad for det. Det betyder selvfølgelig også, at jeg føler en forpligtelse for konstant at gøre det endnu bedre i dag end i går her på bloggen… og det tager jo tid. Derudover arbejder jeg stadig 37 timer om ugen og skriver speciale ved siden af. Jeg synes sgu, at det er hårdt. Og jeg vil faktisk ikke anbefale det til nogen. Kunne jeg gøre det, havde jeg holdt et halvt år fri til at skrive det skide speciale ;) Men sådan kan man jo altid være bagklog. Og apropos bagklog; så skal jeg i bio i aften med to skønne veninder og se “Nattens Dæmoner 2”. Det betyder højst sandsynligt zero nattesøvn til mig de næste par nætter (eller ti) og med specialeaflevering inden for en meget nær fremtid, ja, så skulle jeg måske have tænkt mig lidt om, inden jeg planlagde denne biograftur. Men pyt med det. Jeg glæder mig enormt meget til at lave noget andet end at tænke på specialet.

…Og nu til noget helt andet! For nyligt havde vi en rest blå ost tilbage i køleskabet, som vi skulle have brugt. Den var ikke noget hit hos Simon og jeg spiser ikke blå ost – i hvert fald ikke sådan rent eller på brød – så vi måtte jo finde på noget andet. Derfor besluttede jeg mig for at prøve kræfter med en cremet pastaret – og opskriften på den vil jeg dele med jer i dag.

OBS: Personligt spiser jeg ikke rigtigt blå ost. Men jeg kan godt lide det på pizza – og nu også i pasta. Så hvis du har det ligesom mig, kan du sagtens spise denne ret :) Og hvis du helt generelt bare godt kan lide blå ost, så er jeg sikker på, at denne ret vil blive et hit hos dig :)

Cremet pasta med blå ost, bacon og ristede valnødder, 2 pers.:
200 g pasta
20 g smør
75 g løg (evt. rødløg)
2 fed hvidløg
1 spsk frisk salvie
1 dl valnødder
50 g blåskimmelost
1 dl fløde
30 g almindelig ost (f.eks. mozzarella, cheddar eller emmentaler) 
Salt og peber

  1. Start med at hakke den friske salvie og riv løg på rivejern.
  2. Kog pastaen.
  3. I en gryde svitses revet løg, presset hvidløg og  salvie i smøret. Løgene må endelig ikke blive brune.
  4. Hæld fløde over og lad dette koge op. Fløden må kun lige koge før der skrues ned for varmen igen.
  5. Tilsæt herefter både blå ost og almindelig ost og rør disse ud i fløden, så der ikke længere er klumper.
  6. Tilsæt pasten og rør godt sammen.
  7. Svits hurtigst bacon på en anden pande og efterfølgende hele valnødder.
  8. Bacon drysses over pastaretten og røres lidt rundt.
  9. De ristede valnødder hakkes hurtigt og hældes også over retten.
  10. Smag til med salt og peber (godt med peber!). Servér evt. med en omgang akaciehonning til.

XO Lise