Vichy Idéalia dagcreme til normal/kombineret hud // En prinsessedrøm

sponsoreret
vichylyseroedansigtscreme (1)
vichylyseroedansigtscreme (2) vichylyseroedansigtscreme (4) vichylyseroedansigtscreme (5) vichylyseroedansigtscreme (6) vichylyseroedansigtscreme (7)
Vichy Idéalia dagcreme (normal hud), 50 ml, 239,- hos Webapoteket.dk 

Vichys dagcreme fra Idéalia serien til de første tegn på aldring er som en prinsessedrøm på krukke. Jeg er faktisk lidt ked af, at I ikke kan se på billederne, at produkterne i virkeligheden er mere pinke end de er røde – lyset driller mig, så I må tage mit ord for det. Førstehåndsindtrykket er mildest talt fantastisk. Krukken er smuk og elegant, og når du så åbner den, møder en lækker, let og lyserød creme dig – hvad mere kan man bede om? Den er tilsat en meget diskret duft (dog ikke parfume, bare rolig) som er med til yderligere at gøre oplevelsen very princess-ish… Følelsen på huden er også utrolig lækker! Den er ikke sufflé-agtig, men tæt på. Det er en meget let creme, som er meget behagelig på huden og efterlader den hud smuk, fornyet og frisk – uden at fedte. Så alt i alt, har mit førstehåndsindtryk af denne ansigtscreme været meget skøn!

Hvad lover Vichy Idéalia dagcremen til normal og kombineret hud? Cremen er som sagt til de første tegn på aldrig, og anbefales derfor til kvinder i alderen 25 – 40 år, så den lover jo ikke kæmpe meget anti-age effekt (og det skal den heller ikke), men den lover at reducere fine linjer og synlige porrer. Herudover, lover den helt overordnet at forbedre hudens kvalitet, give huden glød og en ensartet hudtone. Sidst men ikke mindst, lover den også at give fugt i 24 timer, hvilket er flot, når man tænker på, at de har samme udgave af denne dagcreme – blot til tør hud…

Og hvordan skal det så lykkes? Takket være ekstrakt af fermenteret sort te aktiveres eller genaktiveres hudens glød. Det samme skulle adenosin gøre. Adenosin er en del af adenosintrifosfat, som er et energibærende molekyle i hudens celler. Det er således kendt for at være særligt godt for cellens energiomsætning og dermed også glød-givende, så det er bestemt udmærket tænkt, at der er adenosin i Vichys dagcreme. Der er også blåbærekstrakt i – og blåbær er jo efterhånden blevet kendt som en lille superfood, da de er særdeles høje på antioxidanter, som vi gerne vil have – også til vores hud! Afslutningsvis, indeholder cremen termalsk kildevand, som jeg faktisk tror Vichy bruger i alle deres produkter?

Hvad synes jeg? Jeg synes først og fremmest, at det er særdeles fremragende, at der er så højt et indhold af fermenteret sort te i produktet, hvilket fremgår som én af de første ingredienser på INCI-listen (jo højere en ingrediens er på INCI-listen, jo højere er ingrediensens procentdel). Og jeg synes virkelig også, at cremen giver huden en utrolig flot glød, så på det punkt holder cremen bestemt hvad den lover. Til gengæld synes jeg ikke, at den giver særlig meget fugt (og slet ikke i 24 timer!), det betyder desværre også, at den ikke mindsker synligheden af fine linjer, da de fremmes af tør hud. Jeg har været lidt i tvivl om, hvorvidt den mindsker synligheden af mine porrer, men jeg må indrømme; at efter jeg er holdt op med at bruge cremen igen, synes jeg faktisk, at mine porrer er blevet lidt mere synlige – så skidtet virker sgu nok alligevel ;)

Alt i alt? Jeg ender på tre ud af fem stjerner til Vichys Idéalia dagcreme. Jeg synes den er dejlig, og jeg synes bestemt af førstehåndsindtrykket var fantastisk. Jeg synes bare, at de tager munden for fuld i forhold til løfter. Den giver glød og efterlader huden flot og frisk, men for mig er fugtniveauet for lavt i denne creme – og jeg synes ikke, at den overordnet har forbedret min huds kvalitet (men det er virkelig også et stort løfte at komme med). Men det er en god og mild creme til dig, der mest af alt har brug for glød – for til dét er den fantastisk. Den er dermatologisk testet, hypoallergen certificeret og velegnet til sensitiv hud. Vichy kan købes på landets apoteker samt hos Magasin.

Godnat. 
XO Lise

Lilla cheesecake med blåbær og hvid chokolade

blueberrycheesecake-9 blueberrycheesecake-3 blueberrycheesecake-4 blueberrycheesecake-1 blueberrycheesecake-2 blueberrycheesecake-5 blueberrycheesecake-7 blueberrycheesecake-6 blueberrycheesecake-8

Hello Darlings. Jeg sidder og lytter til ‘Kvinden med den tunge kuffert‘ fra Third Ear x Politiken… Det er min seneste podcast-besættelse. Den kan varmt anbefales – og til alle mine nordjyske læsere (jeg ved, at der er en del – og det sætter jeg pris på!), så skulle I tage at høre den, den foregår nemlig bl.a. i Vendsyssel. Jeg blev tippet om den af min søde veninde Tanja, som også blogger lidt fra tid til anden :)

Jeg har været ret aktiv i dag (hvis jeg selv skal sige det). Trods lidt sygdom i kroppen endnu, stod jeg tidligt op, bagte boller og cyklede ind til Kongens Have, hvor Kähler havde inviteret til arrangement i anledning af deres nye forårskollektion. Den var så flot! (…ligesom alt andet fra Kähler). Jeg skal nok vise jer et par billeder, det lover jeg – men det må blive i morgen :) Indtil da, kan I tage jer et sneak peakmin Instagram profil @LiseVejnoe. Siden jeg kom hjem, har jeg lavet pesto – jeg havde en rest rucola, som jeg skulle have brugt… Så den blev kørt til pesto sammen med persille, basilikum, hvidløg, pinjekerner, parmesanost og olie ;) I kan forresten læse min opskrift på hjemmelavet grøn pesto her. Nå ja, og jeg har da også vasket tøj og forberedt aftensmaden (kartoffelpizza).

…Men lad os nu komme til dagens emne. Det er nemlig en ret fantastisk opskrift, som jeg har til jer i dag. Da jeg i november fik besøg af min smukke lillesøster, spurgte hun mig, om jeg monstro ikke ville lære hende at lave cheesecake… Og jo, det ville jeg da enormt gerne (det var jo en god undskyldning for endnu engang at spise cheesecake). Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg efterhånden, at jeg har ret godt styr på det der med cheesecakes. Men jeg føler slet ikke, at jeg er færdig med at udforske emnet! Så da Ida var her i november, prøvede vi krafter med en smuk, lilla cheesecake med blåbærmarmelade. I får opskriften her :) Obs! Jeg brugte en springform af Ø28 cm.

Lilla cheesecake med blåbær og hvid chokolade, 1 kage, 6 – 8 pers.: 
200 g digestive 
100 g smør 

500 g cremefraiche (18 %)
400 g neutral flødeost 
400 g hvid chokolade 
6 blade husblas 
150 g blåbærmarmelade 
Skallen af 1 lime 
Saften af ½ lime 

2½ dl cremefraiche (18 %)
2 tsk flormelis 
1 tsk honning (jeg brugte akaciehonning)
½ tsk vaniljesukker 

Blåbær til pynt

  1. Vi startede som altid med at lave bunden. Alle digestive kiksene skal knuses. Det kan gøres ved at smide dem i et par fryseposer og knuse dem med en kagerulle eller lignende.
  2. Herefter blandes digestive-smuldret med 100 gram blødt smør.
  3. Tryk blandingen godt ud i bunden af en smurt springform. Stil herefter springformen med bunden i køleskabet i 30 minutter eller mere.
  4. I mens laves det fine lilla fyld. Start med at smelte den hvide chokolade over et vandband.
  5. Læg de seks blade husblas i koldt vand i ti minutter.
  6. Mens chokoladen smelter, kan du blande flødeost, cremefraiche, blåbærmarmelade, skallen af én lime og saften af cirka en halv lime i en stor skål – evt. med et piskeris.
  7. Herefter vendes de 400 gram smeltet hvid chokolade i den fine lilla flødeost-blandingen.
  8. Bagefter kan du med fordel bruge lidt af det varme vand, som du brugte til at smelte chokoladen med, til at smelte husblassen – men vær obs obs obs på at du kun skal bruge en lille smule varmt vand (omkring 4 spsk). Smelt så husblassen i det varme vand (som ikke må være kogende varmt) og hæld det lige så stille i blandingen.
  9. Rør godt rundt og hæld det hele i din cheesecakeform med kiksebund i bunden.
  10. Stil herefter cheesecaken i køleskabet i fire timer.
  11. I mellemtiden kan du lave toppingen – det er ret nemt :) Bland cremefraiche, flormelis, honning og vaniljesukker godt sammen og hæld det ud over din kolde cheesecake – og pynt evt. med fine blåbær.
  12. Stil herefter cheesecaken ind i køleskabet igen og lad den stå i 1 – 2 timer, inden du serverer.

God fornøjelse. Og husk at tjekke mine andre cheesecake opskrifter ved at klikket på tagget ‘cheesecake opskrift‘.
XO Lise