Risotto med sojabønner, gulerod og persille

risottosoya (1) risottosoya (2) risottosoya (3) risottosoya (4) risottosoya (5) risottosoya (6)

Hej og godaften aller skønneste læsere. Jeg håber, at I har haft en vidunderlig weekend? Simon og jeg er lige kommet tilbage til Østerbro for halvanden times tid siden, efter endnu en dejlig weekend i Nordjylland. Som jeg kort nævnte for jer i fredags, så har vi været i Hjørring for at fejre min søde mor, som fyldte år i tirsdags. Åh, jeg kan godt sige jer sådan en weekend tur retur går altså virkelig stærkt – og også for stærkt, hvis du spørger mig. Jeg står altid tilbage søndag, og ville ønske jeg havde mere tid med min familie. Kender I det?

Her til aften vil jeg gerne dele en klassisk opskrift med jer – eller den er i hvert fald gået hen og blevet en klassiker herhjemme. Og derfor kom det egentlig også bag på mig, at jeg ikke har delt den med jer allerede – men det har jeg åbenbart ikke… Det er simpelthen den letteste, lækreste, budgetvenlige risotto – som Simon og jeg ofte tyer til, når vi ikke lige ved hvad vi skal finde på. Den er fyldt med mættende sojabønner og gulerødder – og den slags er jo ikke så dumt at spise sig mæt i ;) I får min opskriften på risotto med sojabønner, gulerod og persille her – og så skal jeg nok snart få samlet et indlæg til jer med oversigt over alle mine risottoopskrifter her på bloggen… Lyder det ikke som en god idé?

Risotto med sojabønner, gulerod og persille, 3 pers.: 
3 dl ris (gerne grødris eller risottoris) 
1 løg 
2 – 3 fed hvidløg 
Lidt olivenolie 
4 dl vand 
2 dl hvidvin
1 grøntsagsbouillonterning
150 – 200 g sojabønner (edamamebønner) 

3 store gulerødder 
1 bundt persille
100 g parmesan (eller mere)

  1. Start med at snitte løg og hvidløg helt fint.
  2. Smid lidt olie på en pande og svits løg og hvidløg ved middel varme. Lad duften af løg og hvidløg brede sig i køkkenet, men pas på! For det må endelig ikke blive brunt.
  3. Tilsæt herefter risene og rør løbende til risene bliver blanke (tålmodighed påkrævet!). Det kan godt tage op til tyve minutter.
  4. Kog i mellemtiden 4 dl vand og opløs én grøntsagsbouillonterning heri.
  5. Imens du løbende rører i risene på panden ved middel varme, kan du også skære gulerødderne i små tern. Smid dem bare på panden løbende. Det må sådan set også gerne komme med på panden fra start sammen med løg og hvidløg, hvis du har dem klar til det allerede der ;)
  6. Når risene er blevet blanke tilsættes hvidvinen. Du kan sagtens hælde alle fire deciliter hvidvin på på én gang… Skru evt. lidt op for panden (middel varme – det hedder syv på mit komfur (ud af ni)). Lad alkoholen koge ud af vinen.
  7. Tilsæt løbende de fire dl bouillon, så risene kun lige er dækket af væske. Husk grundig omrøring hele tiden, så det ikke brænder på i bunden. Det tager 20 – 30 minutter.
  8. Rør så sojabønnerne i retten – og lad dem varme med. Jeg bruger bare dem fra frost – og de behøver sådan set ikke været tøet op inden, men de må gerne.
  9. Riv 50 – 100 gram parmesanost direkte ned i retten og rør rundt, lige inden retten er klar til servering.
  10. Klip gerne noget persille og rør det i retten undervejs. Og slut af med at krydre retten med parmesan og frisk persille på toppen… Så er du klar til servering :)

Rigtig god aften venner. 
XO Lise

Vegetar pizza med feta, frisk merian og masser af tomat

billede-26-09-2016-17-57-02 billede-26-09-2016-17-56-59 billede-26-09-2016-17-57-11 billede-26-09-2016-18-24-31 billede-26-09-2016-18-24-54 billede-26-09-2016-18-24-49 billede-26-09-2016-18-25-04

Pyh, ude godt men hjemme bedst – right? Simon og jeg har haft en fantastisk juleferie, men det var nu altså ualmindeligt skønt at sove i vores egen lille seng i nat (har jeg fortalt, at vores seng kun er 120? Haha). Jeg har brugt dagen på at få styr på mine e-mails, Serial (podcast – kender I den? Jeg er lige gået i gang med 2. sæson), taget julepynt ned og gjort rent… Fik jeg sagt pyh!?

Så jeg er altså ikke helt klar til januar-hysteriet endnu.. Men jeg skal sikkert nok komme dertil ;) Hvis I heller ikke er klar til helsekost og motion i lange baner endnu, så lad mig lige tippe jer om denne lette og lækre pizza med frisk merian og feta rørt med hvidløg og olivenolie. I får opskriften her :)

Obs! Fetaen som jeg brugte i denne opskrift var fra en blok (dem bruger vi altid, de er vildt lækre og meget mere cremede end feta-tern). I kan f.eks. bruge Tavernas ‘Salatost’ eller Pucks ‘Hvid ost’.

Vegetar pizza med feta, frisk merian og masser af tomat, 1 pizza, 2 pers.: 
280 g mel
10 – 25 g gær
2 dl vand
1 spsk olie
1 tsk groft salt

1 lille dåse tomatpure (70 g)
1 fed hvidløg
1 lille tsk oregano (tørret)
1 lille tsk salt
½ – 1 spsk olie
lidt peber

2 bolde mozzarella – 250 g
250 g feta 
2 spsk. olivenolie 
2 fed hvidløg 
1 stort rødløg 
Ca. 100 g sorte oliven 
4 tomater 
En håndfuld frisk merian 

  1. Pizzabund og pizzasovs er der ikke noget nyt i, hvis I har læst mine tidligere pizzaopskrifter, så start med det. Husk at tænde ovnen på 218 grader varmluft eller over- og undervarme.
  2. Start med at lave dejen, da denne skal hæve (den kan forresten også laves dagen før). Bland vand, olie, salt og gær i en skål og rør sammen.
  3. Tilsæt efterfølgende mel og ælt til dejen ikke klistrer mere.
  4. Lad dejen hæve i minimum 30 min. gerne 60 – og også gerne mere.
  5. Mens dejen hæver kan du forberede alt andet. Lav pizzasovsen/tomatsovsen ved at blande tomatpure, oregano, salt, olie og peber sammen. Pres et fed hvidløg ned i blandingen og rør godt sammen.
  6. Lav herefter feta-blandingen. Put feta, olivenolie og 2 fed presset hvidløg ned i en skål og rør det hele godt sammen med en gaffel.
  7. Skær herefter de to mozzarella bolde, tomaterne, olivenene og rødløget i skiver.
  8. Rul dejen ud, så den passer til en bradepande.
  9. Smør pizzasovs på og fordel mozzareller skiverne på pizzaen.
  10. Fordel herefter tomatskiver, feta-blandingen, oliven, rødløg og frisk merian på pizzaen.
  11. Bag den midt i ovnen på 218 grader i 15 – 20 minutter. Husk at holde øje med pizzaen, så den ikke brænder på. Herefter er den klar til servering :)

Rigtig god aften. 
XO Lise

Hjemmelavet tomatsuppe med kokosolie

tomatsuppe (1) tomatsuppe (2) tomatsuppe (3) tomatsuppe (4) tomatsuppe (5) tomatsuppe (6)
Nye250318 (331)Nye250318 (332)

Hej og godformiddag søde læsere. I får et lidt tidligere indlæg end sædvanligt fra mig i dag – dels fordi denne suppe skal koge i 2 timer, og dels fordi jeg stadig er syg… og keder mig!

Denne opskrift er virkelig blandt mine favoritter! Og også blandt mine gæsters favoritter. Men som sagt; skal suppen koge i minimum 2 timer, så kom i gang i god tid.

Suppen her er desuden et rigtig godt resultat af at ungå madspild. Det er de fleste supper faktisk. Vidste du, at både tomater, løg, hvidløg, peberfrugter og de fleste andre grøntsager kan fryses? Så har du en tomat, peberfrugt eller lignende, der er blevet lidt for blød og kedelig til at spise på en rugbrød og/eller i en salat, så skynd dig at smide den i fryseren – den er fortsat velegnet i en suppe. Jeg smider næsten alt i fryseren, hvis jeg ved, at jeg skal være væk fra mit køleskab i flere dage i træk.

Denne tomatsuppe er lavet på ene frosne tomater – og smager fortsat fantastisk! Hvis du bruger friske tomater, så snit dem lige i mindre stykker, inden du smider dem i gryden. Hvis du bruger frosne tomater, så smid dem bare i hele – det gør ingen forskel.

Tomatsuppe med kokosolie, ca. 3 pers. – en stor portion:
2 dåser flåede tomater
4 almindelige tomater
2 peberfrugter
2 løg (obs! hvis du ikke har alm. løg kan du sagtens bruge rødløg)
4 fed hvidløg
2 chilier (tørrede eller friske)
2 spsk kokosolie
2 grøntsagsbouillonterninger 
Frisk persille 
Vand

  1. Start med at snitte grøntsagerne (tomater, peberfrugt, løg og hvidløg + evt. frisk chili (OBS! Brug kun én chili, hvis du ikke vil have suppen så stærk)).
  2. Svits herefter alle grøntsagerne i en stor gryde i kokosolien – OBS! De må ikke blive brune.
  3. Tilsæt så flåede tomater, grøntsagsbouilloner og nok vand til at dække alle grøntsagerne. Hvis du bruger tørrede chilier, tilsættes de også nu.
  4. Lad suppen koge op og rør godt i den, så grøntsagsbouillonerne bliver rørt ud.
  5. Skru herefter varmen ned til lav varme og lad suppen småkoge med låg på i 2 timer. Kig løbende til suppen og sørg for den ikke brænder på. Tilsæt evt. lidt mere vand hvis nødvendigt.
  6. Efter de to timer blendes suppen. Jeg kan bedst lide den lækker og tyk! Men det er jo en smagssag, så tilsæt evt. yderligere vand her – afhængigt af ønsket konsistens.

Server med cremefraiche og frisk persille. Suppen er også fantastisk med bruschetta, kylling, basilikum, frisk timian, ristede græskarkerner … etc.

God fornøjelse! You’ll love it! Husk at følge mig på Insta :) @LiseVejnoe
XO Lise 

Grøntsagssuppe med karrypasta

foto 1 foto 2 foto 5 karry (3) suppe (1) suppe (2)

Godaften smukke læsere. Mmh, har I haft en dejlig søndag? Jeg har i høj grad bare hygget og slappet af. Noget jeg forbinder med hygge – om så det er ved at være sommer – er suppe! Jeg eeelsker lækre, cremede supper. Så i dag vil jeg dele en ny suppeopskrift med jer.

But lets just address the new layout on the blog first. Jeg var simpelthen ikke tilfreds med det nye lyseblå. Så nu er jeg faktisk skiftet tilbage til det gamle layout men med nye farver. Jeg vil arbejde på at gøre det helt skarpt. Jeg er stadig ikke helt tilfreds – men det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Specielt efter at Lars Steen Møllepr fra Apparat.dk fik min sidebar til at virke! Hurra.
…Nu til opskrift :)

Grøntsagssuppe med karrypasta, 2 – 3 pers.:
3 rødløg
6 forholdvis små fed hvidløg
2 peberfrugter
1 chilipeber
1 lime i både
4 halvsmå gulerødder
3 spsk gul karrypasta 
8 dl vand 
1 dl bouillon eller 1 grøntsagsbouillon-terning 
1 spsk salt 
1 spsk sukker 
6 stilke koriander 
1  spsk soya 

1,5 dl ris 
3 dl vand
2 små kyllingebrystfileter 
1 gulerod 
Lidt hvidkål 

Først og fremmest skal du have dig en god stor suppegryde. Start blot med at tilsætte fire af de otte dl vand. Anbring rødløg i både, halverede fed hvidløg, peberfrugt i strimler, den hele chilipeber (en tørret chilipeber kan sagtens bruges), én hel limefrugt i både med skræl, gulerødder i skiver, salt, sukker, bouillon, hele koriander, soya og afslutningsvis gul karrypasta i vandet i gryden. Kog dette op under omrøring og lad det småkoge eller simre i 1 – 2 timer. Tilsæt løbende de sidste fire dl vand.
Bag kyllingen i ovnen ved 150 – 200 grader i 20 – 30 min. Krydr blot med lidt salt og peber. Riv én gulerod groft og hak lidt hvidkål fint – bland dette og server som topping til suppen. Gulerødder og kål går rigtig godt til karry.
Kog risene og server også disse til suppen. Når kyllingen er bagt færdig vil jeg anbefale også at skære denne ud til topping til suppen.
Inden servering blendes suppen til en lækker cremet konsistens. Server evt. med lidt ramsløgsolie til også.

God fornøjelse.
XO Lise