Food bowls one o one: Food bowl med salsa, soltørrede tomater og kidneybønner

foodbowl2 (1) foodbowl2 (2) foodbowl2 (3) foodbowl2 (4) foodbowl2 (5)

Hej babes. Først og fremmest undskyld! Jeg nåede ikke på bloggen i går, og det beklager jeg simpelthen! …for det havde jeg jo egentlig lovet jer! De af jer der følger mig på Instagram har måske allerede set, at jeg løb Skagen Trail Run med min familie i går? Efterfølgende tog vi forbi min moster og onkels sommerhus i Vendsyssel og hyggede igennem! Og ja, så nåede jeg desværre ikke at få tændt computeren i går. Til gengæld fik jeg nogle kilometer i benene og masser af frisk luft! Det var faktisk ret så skønt! Om end mine ben er lidt ømme i dag.

Fredag tog jeg hul på ét af to blogindlæg om food bowls – som for mig er lækre og lette måder at tilberede en appetitvækkende salat på. Hvor jeg i fredagens blogindlæg tippede om, hvordan I let kan lave jeres salat ekstra mættende, vil jeg i dette indlæg tippe om, hvordan I kan gøre den ekstra lækker. Så det skal vi starte med – og derefter får I opskriften på den food bowl, som I kan se på billederne ovenfor.

3 gode råd til at opbygge en lækker food bowl:

  1. Krydderurter: Jeg elsker krydderurter! Og de giver altså masser af smag, som gør salaten lidt mere spændende! Jeg elsker koriander, men andre gode forslag kunne være basilikum, thai basilikum eller rosmarin og timian hakket…
  2. En dressing: Jeg bryder mig egentlig ikke så meget om at svøbe hele min salat ind i dressing, men jeg kan godt lide, at der er lidt “vådt” ved siden af salaten, som jeg kan dyppe i. Det kan f.eks. være pesto, guacamole, humus eller salsa.
  3. Ost: Jeg elsker ost! Også i salat! Parmesanost, feta og frisk mozzarella er jo intet mindre end fantastisk i en salat – men jeg synes altså også, at et par helt almindelige ostestave af f.eks. emmentaler eller cheddar kan gøre en salat mere spændende.

Food bowl med salsa, soltørrede tomater og kidneybønner, 2 pers.: 
Hjertesalat
1 avocado 
Sorte oliven 
Soltørrede tomater
Kidneybønner 
Koriander
Grillet peberfrugt 
Pulled chicken

1 skive lyst brød 
1 skive rugbrød 
Lidt æg til pensling 
Krydderi – f.eks. hvidløgssalt eller tandoori spice 

Tomat salsa

  1. Start med at skylle og skære den grønne salat i strimler. Mængden variere efter hvor meget I spiser derhjemme. Jeg plejer at tage 2 salatblade pr. mand. Læg salaten i bunden af hver tallerken/skål.
  2. Halvér 1 – 2 peberfrugter og bag dem i ovnen i 5 minutter ved 250 grader eller mere – og gerne på grill-program, hvis du har det. Tag peberfrugterne ud efter fem minutter (eller når skindet er ved at blive sort) og smid dem i en almindelig frysepose med det samme. Lad dem blive heri i cirka 8 minutter.
  3. Skær de sorte oliven i skiver, slice avocadoen og skær osten i stave. Læg alle tre ingredienser oven på den grønne salat sammen med kidneybønnerne. Jeg brugte bare bønner fra dåse, som jeg dryppede af, inden jeg puttede dem i min salat.
  4. Tilføj også kylling og soltørrede tomater til retten. Jeg brugte bare soltørrede tomater fra glas, den dag jeg tog billederne – men hvis du gider lave semi dried tomater i ovnen selv er det helt sikkert for lækkert! Kyllingen var en rest vi havde fra sidst vi havde fået pulled chicken – men alternativt kan stegt/grillet kylling bruges – eller kødsovs.
  5. Tag én skive lyst brød og én skive rugbrød. Pensl hver især med lidt æg og drys med lidt krydderier – jeg brugte Tandoori spice fra Santa Maria. Bag dem i ovnen ved 250 grader i 3 – 5 minutter, så de bliver sprøde. Tag dem så ud af ovnen og skær dem i et par skiver, så den kan bruges til at dyppe i salsaen. Tilføj brødstængerne til tallerkenen/skålen. (Tip: Det er en rigtig god måde at bruge de der kedelige endeskiver på…)
  6. Placér en klat salsa på tallerkenen/skålen også.
  7. Tag de grillede peberfrugter ud af fryseposen – nu skulle de gerne være lette at flå. Så flå skindet af og skær dem i mindre skiver. Tilføj også disse til tallerkenen/skålen.
  8. Slut af med masser af koriander og servér med et stort smil.

Rigtig god søndag. 
XO Lise

Food bowls one o one: Food bowl med grillet kylling og masser af mexi

Foodbowl1 (1) Foodbowl1 (2) Foodbowl1 (3) Foodbowl1 (4)

Jeg ved ikke med jer, men jeg vil altid gerne spise sundere! Desværre, går jeg bare ret hurtigt død i en grøn salat… eller salat bare helt generelt. Og det er ikke fordi, at jeg ikke holder af en rigtig god salat med alt det gode (kylling, rejer, soltørrede tomater osv.) – men jeg synes, at det kan være svært at lave selv. Heldigvis, har jeg fundet en RIGTIG god måde (synes jeg i hvert fald selv) at tilberede og servere salat på, som ikke blot er visuelt smuk for øjnene – men også let at lave lækker og værd at tygge i! Det er nemt at opbygge, og så er det også en god måde at få ryddet op i køleskabet på. Jeg smider nemlig bare alt hvad jeg lige har i salaten, sammen med grøn salat eller kål, og hvad jeg ellers har lyst til, som ligesom også kan binde retten sammen.

Og i den forbindelse har jeg forberedt to indlæg til jer (ét i dag og ét i morgen) med tre gode råd i hver, som forhåbentligt kan hjælpe jer med let og lækkert at opbygge sunde, gode og mættende food bowls (som disse salater jo så populært hedder). I får tre gode råd i dag til, hvordan I opbygger en mættende food bowl. Og så får I naturligvis også opskriften til den food bowl, som I kan se på billederne.

3 gode råd til at opbygge en mættende food bowl:

  1. Find en ingrediens, som mætter: Sørg for at have en mættende ingrediens i jeres food bowl – det er nemlig desværre ikke min oplevelse, at grøn salat mætter særlig meget. Gode forslag til dette kan være kartofler, avocado (fuld af vitaminer og umættede fedtsyrer), bønner, kød, kikærter, ris og/eller fuldkornspasta.
  2. Én ingrediens, der smager af rigtig meget (umami): Mad med masser af smag mætter altså bare rigtig meget. Sørg derfor for at have én eller flere ingredienser, som er særligt smagfulde i jeres ret. Det kan f.eks. være soltørrede/semi dried tomtater, ovnbagte peberfrugter, chili eller krydret mad generelt.
  3. Nødder: Det lyder simpelt, og det er det også! Nødder er fulde af alle de rigtige fedtsyrer (omega 3), men er også ret mættende. Derfor prøver jeg gerne at have minimum én slags nødder i min food bowl. Det kan f.eks. være mandelflager, saltede mandler, peanuts, pistacienødder eller lignende.

Food bowl med grillet kylling og masser af mexi, 2 pers.: 
Hjertesalat
Gule tomater
Røde tomater og cherrytomater
Grillet peberfrugt
Agurk
Majs
Ovnbagte kartofler
Avocado
Grillet rødløg
Syltede jalapenos
Kylling
Mandelflager
Lime
Koriander

2 avocadoer
1 – 2 fed hvidløg
1 tsk citronsaft
1 – 2 spsk cremefraiche
Salt og peber

  1. Som tidligere nævnt i dette indlæg, så er mine food bowls rimelig meget bare “ryd op i køleskabet” – og derfor kan det også hænde, at der er virkelig mange ingredienser i! Til gengæld, er der sjældent meget af hver ingrediens. Så tilpas opskriften efter hvad der passer hjemme hos jer. Og start så med at skære alle grøntsager ud i mindre skriver/stykker.
  2. Skær den grønne hjertesalat i strimler og læg denne i bunden af din tallerken/skål.
  3. Jeg grillede ét kyllingebryst og ét rødløg (skåret i fire lige store dele) på vores grillpande – men alternativt, så kan I bruge en almindelig pande.
  4. Og såbyggede jeg min food bowl op! Oven på bunden af grøn salat lå jeg majs, tomater og agurker. Herefter kartofler, avocado i skiver, rødløg og kylling i hver sit “hjørne” af tallerknen/skålen. Og til sidst toppede jeg med grillet peberfrugt i skiver, koriander, mandelflager, jalepenos og lime.
  5. Derudover, lavede jeg en guacamole til. Det gjorde jeg ved at mose to avocadoer, 1 – 2 fed presset hvidløg, citronsaft og 1 – 2 spsk. cremefraiche sammen – og så smagte jeg til med salt og peber (masser af peber)!

God fornøjelsen og rigtig god weekend. 
XO Lise