MUTI ADD Calm Down Serum

calmdownserum (1) calmdownserum (2) calmdownserum (3) calmdownserum (5)
calmdownserum (4)
calmdownserum (7) calmdownserum (8)
MUTI ADD Calm Down Serum, 30 ml, 675,- hos Sirup.dk

Hej kære skønne læsere. I skrivende stund befinder jeg mig på molslinjen på vej retur til København, efter nogle dejlige dage i det nordjyske. Jeg rejste faktisk allerede fredag formiddag, da jeg skulle løbe Skagen Marathon med min kære familie lørdag formiddag. Bevares, jeg løb godt nok ikke lige en marathon, men det var nu en ret skøn oplevelse alligevel – og en dejlig dag med min dejlige familie. Efterfølgende, nød jeg resten af weekenden i godt selskab med min familie og en god veninde, som er bosat i det nordjyske. MEN efter en dejlig dag i Aalborg i går er tiden nu blevet til at jeg skal vende snuden mod København igen. Så mens jeg prøver at slå tiden ihjel på den lange tur mod hovedstaden, så tænkte jeg, at jeg lige ville blogge lidt til jer.

Det er blevet tid til det sidste blogindlæg og den sidste anmeldelse i vores lille MUTI-tema for denne gang. Modsat de tre forrige indlæg, så er dette indlæg om en ansigtsserum fra ADD-linjen – og altså ikke anti-age. Hvis du ikke har læst med de sidste tre dage, så smut lige tilbage og læs dem først (klik her), så du får det hele med om det skønne tyske brand MUTI, som er perfekt til dig med sart hud – eller bare til dig og mig, som er vilde med en kort men effektiv inci-liste.

Calm Down Serum er som sagt en del af MUTI ADD, som er en ny serie fra MUTI – det perfekte supplement til enhver hudpleje og som dækker mere end blot hudens mest basale behov. Den består af tre højeffektive sera – herunder Calm Down Serum – som til trods af deres høje effektivitet og koncentration er velegnet til alle hudtyper, også sensitiv hud. De to nye ansigtssera fra ADD-linjen er lidt mere pricy end den oprindelige serum fra MUTI og koster 675,- for 30 ml. Så med en pris i den prisklasse, ligger der vist også et løfte om en vis effektivitet.

Men hvad kan den så? Calm Down Serum er en beroligende serum, som takket være et unikt mix af vitaminer, mineraler og tropisk siv mindsker synlige tegn på en stresset hud. Den vil efterlade huden frisk og med synligt mindskede porer, i følge MUTI.

Hvad lover den? En frisk og smuk hud med en ensartet teint, hvilket jo lyder ret skønt! Hvem vil ikke gerne have en ensartet hud? Den virker også antiinflammatorisk, takket være hvedeekstrakt, siv og den asiatiske urt Fu Ling, og styrker samtidigt hudens egne barrierer. Serummet virker desuden beskyttende mod ydre miljøpåvirkninger og giver fugt.

Hvordan skal produktet bruges? Dette ansigtsserum skal bruges på samme måde, som de fleste andre ansigtssera: Hver morgen og aften på en nyrenset hud – under din dag- og/eller natcreme.

Holder den hvad den lover? Jeg må desværre sige både og – selvom, jeg er ret vild med MUTI’s produkter. Den er mild og lækker, så den er helt sikkert fantastisk til dig med sensitiv hud – ikke mindst fordi, den virker virkelig beroligende på huden – og det er SÅ skønt for os, der har en tør og irriteret hud, der har let ved at blusse op. Så den holder helt klart sit løfte om at mindske synlige tegn på en stresset hud. Desværre, synes jeg ikke, at den mindsker synlige porer i huden, hvilket jeg ellers virkelig havde glædet mig til. Men på dette punkt, har jeg desværre slet ikke set nogen forandring. Hvorvidt den gør huden mere ensartet at se på, har jeg faktisk også svært ved at svare på. Umiddelbart, har effekten ikke været helt vildt synlig for mig, desværre.

Jeg ender med at give MUTI ADD Calm Down Serum to ud af fem stjerner. Til den pris synes jeg desværre ikke, at jeg kan forsvare at give den flere stjerner. Men jeg synes bestemt, at den virker beroligende – som produktnavnet også lover. Så til dig, der har brug for et mildt og beroligende produkt, er dette ansigtsserum særdeles velegnet.

Rigtig god tirsdag venner!
XO Lise

PS: Dette produkt er ikke sponsoreret, men modtaget i forbindelse med min tidligere stilling som Marketing- & Communications Manager hos Brands of Beauty ApS. 

MUTI Anti-Age Night Cream

mutinightcreamnormal (1) mutinightcreamnormal (2) mutinightcreamnormal (3) mutinightcreamnormal (4) mutinightcreamnormal (5) mutinightcreamnormal (6) mutinightcreamnormal (7)
MUTI Anti-Age Night Cream, 50 ml, 399,- hos WH Huset

Nogle af jer husker måske, at jeg tidligere har skrevet om MUTI’s Anti-Age Night Cream Plus, som seriøst var det ENESTE, der kunne hjælpe min tørre hud i den hårde vinter vi havde sidste år og i starten af dette år. Hvis du ikke har læst dette indlæg, så synes jeg, at du skal gå tilbage og læse det (klik her). Herudover, så vil jeg også rigtig gerne, at du går tilbage og læser gårsdagens indlæg og indlægget før det, da der er en introduktion til MUTI brandet – et hudplejemærke, der er perfekt til dig med sensitiv hud.

Fun Fact: Alexander, der har MUTI brandet og er tysk, snakker faktisk flydende dansk. Hans mor er nemlig dansk og hans bror bor her faktisk. Så han har en ret tæt tilknytning til Danmark.

Men lad os fortsætte vores lille MUTI-tema. Personligt, er MUTI nemlig et brand, som jeg er ret glad for og som jeg klart synes er værd at kende! Og derfor vil jeg selvfølgelig gerne dele mine erfaringer med jer, kære læsere.

MUTI Anti-Age Night Cream
I dag skal det handle om MUTI’s Anti-Age Night Cream, som ligesom er deres “normale natcreme” – der er nemlig to: Anti-Age Night Cream og Anti-Age Night Cream Plus. Jeg er rigtig glad for begge! Men Anti-Age Night Cream Plus er virkelig fed – og det skal man lige være til. Hvis man ikke er til fede cremer, så er denne mere lette natcreme perfekt: Du får nemlig fortsat masser af pleje og fugt, men konsistensen er en helt anden, som jeg personligt synes er virkelig lækker!

Denne rene og lette natcreme har en fast konsistens, som virker nærmest kølende på huden – lidt ligesom øjencremen fra MUTI. Den hjælper huden til at hjælpe sig selv og beskytter mod oxidativ stress. Fragmenteret hyaluronsyre stimulerer hudens eget reparationssystem og binder fugt i hudens dybere lag. Den regenererende virkning fra Ectoin reparerer tørhedslinjer og minimerer synlige tegn på ældning. Samtidigt, stimuleres egen cellernes kollagen- og elastinproduktion. Vitamin E beskytter også cellerne mod oxidativ stress og stimulerer huden regenereringsevne natten over. Rynker reduceres og hudens elasticitet forøges. Tilsætningen af Macadamiaolie giver en fløjlsblød følelse og en øjeblikkeligt beroligende virkning, mens ceramider beskytter mod de frie radikaler og genopbygger hudens lipide film.

Det lyder ret fornemt ikke? Det er det også! Jeg var lidt bekymret for fugtniveauet, da jeg først begyndte at bruge denne natcreme, da jeg vidste, at den er mindre plejende og fugtgivende end Anti-Age Night Cream Plus – det er jo ikke alle slags hud, der har brug for SÅ meget fugt og pleje, som der er i Anti-Age Night Cream Plus. Heldigvis, var min bekymring helt ubegrundet – min hud har nemlig på intet tidspunkt føltes tør eller stram, mens jeg har brugt denne natcreme. Ligesom dagcremen, så synes jeg ikke, at den har helt den anti-age effekt, som jeg godt kunne tænke mig. Mine tørre linjer og rynker er fortsat tydelig efter brug, desværre.

Jeg ender på fire ud af fem stjerner til MUTI’s Anti-Age Night Cream. Den er ikke helt så anti-age, som jeg kunne tænke mig. Til gengæld, er den virkelig noget af det lækreste, som du kan få fingrene i, når vi taler natcremen. Konsistensen er slet ikke til at beskrive, men jeg elsker den! Og jeg er sikker på, at I også vil elske at tage den på hver aften… I finder MUTI’s rene produkter hos udvalgte forhandlere landet over. Bla. hos Whhuset.dk, hvor I kan købe cremen her til 399,- for 50 ml.

XO Lise

PS: Dette produkt er ikke sponsoreret, men modtaget i forbindelse med min tidligere stilling som Marketing- & Communications Manager hos Brands of Beauty ApS. 

MUTI Anti-Age Eye Cream

mutieye (1) mutieye (2) mutieye (3) mutieye (4) mutieye (5) mutieye (6) mutieye (7) mutieye (8)
MUTI Anti-Age Eye Cream, 15 ml, 299,- hos Storm Beauty

Hello my dears – og velkommen tilbage. Jeg håber, at I nyder de sidste par timer af jeres weekend. Jeg tilbringer min i Nordjylland, hvor jeg hviler stænger efter gårsdagens løb.

I dag skal vi fortsætte, hvor vi slap i går – nemlig med at tale om tyske MUTI’s produkter. Og i dag skal det faktisk handle om mit absolutte yndlings produkt fra MUTI. Jeg er faktisk så vild med det, at jeg slet ikke kan få armene ned. Hvis du ikke læste med i går, så gå lige tilbage og læs det indlæg først, da du finder en introduktion til MUTI brandet der. Og lad os så komme i gang…

MUTI Anti-Age Eye Cream
Øjencremen fra MUTI er mit yndlings produkt i sortimentet – bl.a. på grund af cremens lette gele-agtige konsistens, som har en kølende og drænende virkning på områderne omkring øjnene og reducerer hævelser omkring selv de mest sarte øjne. Det er perfekt til at give en følelse af friskhed og samtidigt mindske tør hud – en fornemmelse, som jeg virkelig holder af fra morgenstunden af! Samt efter lange dage… Fragmenteret hyaluronsyre stimulerer hudens eget reparationssystem og hjælper ved regelmæssig brug huden med at binde og lagre fugt på lang sigt. Med tilsætning af urea kan du og jeg sige farvel til træthed og rynker forårsaget af tør af luft eller klima. Udover urea, sørger Niacinamid (vitamin B3) for at styrke fugtindholdet i hudens barrierelag. Irritationer minimeres, og den følsomme hud virker mere vågen og strålende. Værdifulde plejende ingredienser som avocadoolie og marineingredienser fra plankton fra Bretagnes kyst nærer huden omkring øjnene og gør den silkeblød og smuk med sin kombination af celleaktiverende og udglattende egenskaber.

Og hvad synes jeg så? Som I allerede har kunnet læse jer til, så er jeg virkelig vild med den! Jeg elsker den kølende effekt, som den har på huden under mine øjne. Den fjerner øjeblikkeligt hævelser og giver mig virkelig en følelse af afslapning – jeg vil næsten påstå, at den endda kan mindske hovedpine (men det er bare min egen tese ;)). Konsistensen er så lækker! Og den efterlader virkelig huden blød og fin. Den kunne godt være liidt mere fugtgivende, hvis du spørger mig, men min hud er jo også ret tør. Den mindsker tørre linjer og rynker forholdsvis godt.

Jeg giver MUTI’s Anti-Age Eye Cream fem ud af fem stjerner, da jeg simpelthen aldrig har haft hænderne i en bedre øjencreme. Den er alle 299,- værd! Og jeg synes virkelig, at huden omkring øjnene er noget, der er værd at investere i. I finder bl.a. MUTI hos Storm Beauty.

Rigtig god søndag babes!
XO Lise

PS: Dette produkt er ikke sponsoreret, men modtaget i forbindelse med min tidligere stilling som Marketing- & Communications Manager hos Brands of Beauty ApS. 

MUTI Anti-Age Day Cream SPF 20

mutidagcreme (1) mutidagcreme (2) mutidagcreme (3) mutidagcreme (4) mutidagcreme (5) mutidagcreme (6)
MUTI Anti-Age Day Cream SPF 20, 50 ml, 349,- hos Ilovebeauty.dk

Hello my darlings. Dagens indlæg er forproduceret, da jeg skal løbe Skagen Marathon i dag og efterfølgende hygge med familie. Og da jeg efterhånden bliver mere og mere realistisk omkring min egen tid (og mangel på samme), er jeg simpelthen nået til den konklusion, at det ikke er realistisk for mig at nå forbi bloggen lørdag også (læs: i dag).

Så tilgiv mig min manglende “her og nu”-tilstedeværelse, og glæd jer i stedet over det spændende tema, som vi skal i gang med! I september kørte jeg et lille ‘Schwarzkopf Beology’-tema. Her i oktober bliver det et MUTI-tema. Hvis I ikke allerede kender MUTI, så kan I glæde jer til en grundig introduktion til brandet og deres skønne produkter i dag og de kommende tre dage.

Jeg har arbejdet med MUTI det seneste år, da Brands of Beauty har den danske distributionsaftale på brandet. Det er et virkelig dejligt brand med virkelig dejlige produkter, en god og ærlig filosofi og ikke mindst skønne mennesker bag. MUTI er skabt af dansk-tyske Alexander Scholz i samarbejde med skønhedseksperter. Alexander har skabt enkle, rene produkter både i design af emballage – samt med en intelligent og enkel formel, der sikrer en forholdsvis kort inci-liste. En simpel kombination af rene og yderst effektive ingredienser i en høj koncentration, som giver maksimal effekt. Moderne formuleringer sikrer optimal kompatibilitet.

I dag vil jeg gerne tale med jer om deres dagcreme med SPF 20. Og de næste par dage skal vi så gennemgå øjencreme, natcreme og én af deres nye ansigtssera også. Og jeg vil godt love jer; at selvom jeg har arbejdet med brandet og hilst på folkene bag, så bliver det ærlige anmeldelser… bare rolig :)

MUTI Anti-Age Day Cream SPF 20
Med undtagelse af de to nye ansigtssera, så hedder alle MUTI’s produkter Anti-Age og er tiltænkt alderstegn – både de første og de dybe. Herudover, er alle MUTI’s produkter meget milde og kompatibel med sensitiv hud. I dag skal det handle om den yndige dagcreme med solfaktor 20, som bærer det lyserøde låg. Der findes også en Anti-Age dagcreme fra MUTI uden solfaktor, den har et grålilla låg.

MUTI’s Anti-Age dagcreme er en ren dagcreme med SPF 20, som giver huden medium beskyttelse mod UVA/UVB stråler og de frie radikaler. Den lover at gøre huden yngre at se på. Den vigtigste aktive ingrediens er fragmenteret hyaluronsyre, som stimulerer hudens eget reparationssystem. Hudens egen evne til at holde på fugt styrkes og ved regelmæssig brug vil den kunne lagre og frigive fugt på langvarig sigt også. Den støttende virkning af Niacinami (vitamin B3) styrker hudens barrierefunktion og forhindrer permanent tab af fugt. Ectoin virker regenererende, modvirker tørhedslinjer og minimerer på denne måde de synlige tegn på ældning. Samtidig aktiveres cellernes egen beskyttelse mod UV-skader. Herudover, lover MUTI at denne dagcreme fungerer godt som en base under makeup.

Og hvad synes jeg så? Det er jo ikke så få løfter, som MUTI kommer med – men jeg synes faktisk, at de lever ret godt op til det. Først og fremmest kunne jeg tydeligt se på min, efter jeg var begyndt at bruge denne dagcreme, at den ligesom faldt til ro. Så cremen her er helt klart perfekt mild til sensitiv hud – men hud er som sådan ikke sensitiv, men jeg kan tydeligt se på min hud, når den er stresset. Og det synes jeg har været markant bedre, mens jeg har brugt dette produkt. Derudover, synes jeg bare det er så positivt med daglig beskyttelse mod UVA og UVB-stråler. Personligt, kunne jeg ikke finde på at bruge mindre end faktor 20 i ansigtet. Mht. fugtniveauet, så giver denne creme klart fugt og stimulerer hudens eget fugtniveau – men til min tørre hud var det ikke helt nok blot med denne dagcreme, så jeg har suppleret med en ansigtsserum også – men så var det til gengæld også en rigtig god kombination. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg tydeligt havde kunnet se anti-age effekten – det synes jeg desværre ikke helt, at jeg har kunnet; tørre linjer og rynker har fortsat været synlige, mens jeg har brugt denne creme. Og sidst men ikke mindst, så synes jeg slet ikke, at den duer som en base under makeup, desværre. Det ruller ligesom af, når der arbejds med makeup ovenpå. I hvert fald hvis du arbejder med flere lag, hvilket jeg nogle gange gør med foundation.

Jeg ender på tre ud af fem stjerner til MUTI’s Anti-Age Day Cream SPF 20. Der er så meget godt at sige om den – og den er klart ét af de bedste bud på en god dagcreme til sensitiv hud. Og så synes jeg bare, at emballagen er skøn og inci-listen er gennemskuelig – det er fedt. MUTI forhandles hos udvalgte forretninger i DK, bl.a. I Love Beauty i Kongens Have. Denne dagcreme koster 349,- for 50 ml.

Hav en skøn lørdag! 
XO Lise

PS: Dette produkt er ikke sponsoreret. Det er et jeg har fået i forbindelse med min tidligere stilling som Marketing- & Communcations Manager hos Brands of Beauty ApS. 

Den eneste natcreme der duer i kulden: MUTI Anti-Age Night Cream Plus

MUTI (1) MUTI (2) MUTI (3) MUTI (4) MUTI (5) MUTI (6) MUTI (7)
MUTI Anti-Age Night Cream Plus, 50 ml, 459,- hos Ilovebeauty.dk

Sødeste læsere, jeg havde egentlig planlagt et andet indlæg til jer i dag – men jeg bliver simpelthen nødt til at dele dette tip med jer, i disse bitre, iskolde dage!

Mit hud bliver ualmindeligt tør, når kulden er så hård udenfor! Jeg får tørre pletter i ansigtet, som trods serum og ansigtsolie, er svære at komme til livs! Dog er der én creme, som virker upåklageligt og holder de tørre pletter i ansigtet for døren. Det er MUTI’s natcreme – Anti-Age Night Cream Plus – en vildt lækker og fed natcreme, fyldt med virkelig gode og lækre ingredienser, som sikrer ultimativ pleje og fugt. Perfekt både som kuldecreme nu og som plejende natcreme eller solbadning og solskader til sommer.

Den meget rige og nærende Anti-Age Night Cream Plus hjælper både sensitiv og tør hud af med oxidativ stress og tab af vitalitet (I ved, når ens hud bare ser helt træt og trist ud!). Fragmenteret hyaluronsyre genskaber hudens naturlige fugtbalance (og her i kulden har din hud brug for ekstra meget fugt og pleje!), mens Retinol A reducerer linjer og rynker, da det aktiverer cellernes regenereringsevne i løbet af natten og samtidig reparerer skader forårsaget af miljøet (LÆS: Forårsaget af kulden!). C-vitamin i den højest mulige dosis kompenserer for solskader og pigmentforandringer (så den er også perfekt til sommer…). Naturlige fugtighedskilder, såsom squalane og Niacinamid (Vitamin B3), forhindrer tab af fugt (hvilket man ser meget om vinteren, når vi har skruet op for radiatoren, hvilket producerer udtørrende luft), mens Tocopherol (naturligt Vitamin E) beskytter huden mod de frie radikaler. Macadamiaoliens silkeagtige konsistens gør huden fløjlsblød og glat – og særligt macadamiaolien vil jeg gerne slå et slag for! Den gør nemlig cremen ekstra lækker!

Som I nok kan høre; er denne natcreme en sand vidundercreme! …Og nu tænker I nok: “Ja ja Lise, men arbejder du ikke også med MUTI produkterne?” – Jo, det gør jeg nemlig! Og derfor ved jeg rigtig meget om dem! Men jeg kunne aldrig finde på at anbefale jer noget her på bloggen, som jeg ikke kunne stå inde for! Det er så nemt som, at så ville jeg bare lade vær’ med at skrive om det. Men dette tip er simpelthen for godt til at holde for mig selv! Sharing is caring, og dette tip SKAL I simpelthen have med her i kulden!

MUTI’s produkter forhandles hos Ilovebeauty.dk, Storm Fashion og hos AnaBé – samt hos en god håndfuld andre gode forhandlere, jeg har bare ikke plads til at liste dem alle her. Men jeg hjælper meget gerne med at finde en forhandler nær dig, hvis du skriver til mig ;)

Rigtig god aften. 
XO Lise

PS: Dette indlæg er ikke sponsoreret, da dette er rapportering af min hverdag som marketing- & communications manager hos Brands of Beauty, og ikke et sponsoreret produkt.