Rødkålssalat med koriander og peanuts

salatmroedkaal (2) salatmroedkaal (3) salatmroedkaal (4) salatmroedkaal (5) salatmroedkaal (6) salatmroedkaal (7) salatmroedkaal (9) salatmroedkaal (11)

Kæreste læsere. Hvis I på nuværende tidspunkt er kørt træt i den tunge men ellers dejlige julemad, har lyst til noget lidt mere friskt, men brænder inde med masser af rødkål, så lad mig lige slå et slag for at stoppe madspild – og dele denne opskrift på en frisk og dejlig rødkålssalat med jer. Salaten er faktisk én af mine egne yndlings til madpakken, da det er let at lave en forholdvis stor portion, som snildt kan holde sig i en uges tid. Det er en salat, som er god i sig selv eller som tilbehør til asiatisk inspirerede retter. …Og hvis du er sådan en, som absolut må have lidt kød i din mad, så vil jeg foreslå kylling til denne salat.

Rødkålssalat med koriander og peanuts, 2 pers.: 
1/6 rødkålshoved 
1/8 spidskålshoved 
1 – 2 forårsløg 
2 gulerødder
1 rød peber 
½ – 1 frisk chili 
75 g saltede peanuts 
En god håndfuld koriander eller to 

Lime 

  1. Start med at snitte både rødkål og spidskål fint. Jeg bruger et mandolinjern.
  2. Riv herefter de to gulerødder – også gerne forholdsvist fint.
  3. Snit 1 – 2 forårsløg i mindre skiver. Jeg tror faktisk kun, at jeg brugte ét eller måske halvandet forårsløg. Friske forårsløg kan godt være lidt stærke, så vurdér selv hvor mange du synes, at du vil have i retten.
  4. Snit også peber og frisk chili fint. Igen må du selv vurdere hvor meget du vil have i – alt efter hvor stærk den friske chili, som du har fået fat i, er…
  5. Riv dine friske koriander i mindre stykker og drys i salaten.
  6. Slut af med at hakke dine saltede peanuts – og bland så salaten godt.
  7. Servér evt. med frisk lime til at hælde over.

Rigtig god aften til jer. 
XO Lise

Tomatret med auberginer (min yndlings veggieret!)

veggieret (1) veggieret (2) veggieret (3) veggieret (4) veggieret (5) veggieret (6)

Hej og godaften yndlings læsere. Jeg beklager mit fravær de sidste par dage her på bloggen – men jeg er rigtig glad for, at I fortsat læser med! Har I haft et par gode dage? Det har jeg. Torsdag lod jeg de lange lokker falde hos Wauw Studio på Vesterbro, hvor Kenny Aleksandr klippede mit hår noget så smukt (hvis jeg selv skal sige det!). Jeg lover jer, at jeg snart får taget nogle ordentlige billeder af min nye frisure snart. Efterfølgende hyggede jeg med min kære veninde Simone, vi spiste en fantastisk pizza fra Kolonial 2100. I går begav jeg mig ind i indre by for at shoppe lidt Black Friday tilbud… Shit, et virvar! Ikke desto mindre kom jeg igennem det og skyndte mig efterfølgende hjem, så Simon og jeg kunne komme afsted til min brors 26-års fødselsdag. …Så det har været en par travle men skønne dage!

I dag nyder Simon og jeg en heeeeelt stille og rolig – og måske endda lidt mat – lørdag! Og jeg prøver at catche up på lidt hængepartier hist og her. Bl.a. denne fantastiske ret, som jeg længe gerne har villet dele opskriften på med jer… Jeg har bare ikke haft tid. Men det har jeg nu :) Det er min yndlings vegetarret! Simon og jeg laver faktisk forholdsvis meget vegetarisk herhjemme (vi laver også forholdsvis meget mad med kød, bevares!), og jeg må nok indrømme, at jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor jeg i nogle retter finder kød komplet unødvendigt! Og det er bestemt ikke for at være hellig, der er lige så mange retter, hvor jeg ikke ville undvære kød… Såeh you know, det er bare godt at veksle lidt mellem begge dele – og specielt i hverdagene! Vi spiser gerne mere eller mindre vegetarisk i hverdagene, så vi til gengæld med god samvittighed kan bruge lidt flere penge på noget ordentligt kød i weekenderne.

Men nok om mine madvaner. Lad mig dele denne lette og lækre opskrift med jer fyldt med auberginer, cherrytomater og peberfrugt!

Tomatret med auberginer, 2 pers.:
2 auberginer 
125 g cherrytomater
2 peberfrugter
1 halvstort løg 
2 fed hvidløg
20 g kapers
50 – 60 g sorte oliven
Olie til stegning
150 g koncentreret tomatpuré 
Lidt soya
Rosmarin 
Timian
Persille
20 g pinjekerner

  1. Start med at skære auberginerne i skiver, halver cherrytomaterne + oliven og hak løg og hvidløg fint.
  2. Bag peberfrugterne i ovnen – det er en god idé at halvere dem først. Læg dem så på en bageplade med de udvendige side opad. Jeg plejer bare at skrue ovnen op på max (den skal naturligvis være forvarmet) og smide peberfrugterne ind i højst fem minutter. Husk at holde øje med dem! Tag dem ud, når peberfrugterne har taget farve og smid dem i en plastikpose. Så er det nemmere at flå skindet af dem bagefter. Når du har fået skindet af, skæres peberfrugterne i mindre, mundrette stykker.
  3. Svits aubergineskiver på en pande med lidt olie – vi brugte en grillpande, men en almindelig pande kan helt sikkert også bruges.
  4. Når auberginerne er svitset, tages de af varmen og skæres i mindre stykker.
  5. Tag en pande, smid en lille smule olie på og varm tomatpuréen. Det er en god idé blot at have panden på mellemhøj varme. Når du svitser tomatpuré af, får det sådan en rigtig lækker krydret smag.
  6. Smid herefter løg og hvidløg på og svits disse. De må ikke blive brune.
  7. Smid så tomater og auberginer på og vende det hele godt rundt på panden. Smag evt. til med lidt soya.
  8. Afslut med at smide peberfrugter, oliven og kapers på – så de også får lidt varme.
  9. Tag så hele retten af varmen og vend det med frisk rosmarin, timian og persille.
  10. Slut af med at smide ristede pinjekerner i retten også. Og så er du klar til at servere! Enjoy!

Rigtig god weekend. 
XO Lise

Food bowls one o one: Food bowl med salsa, soltørrede tomater og kidneybønner

foodbowl2 (1) foodbowl2 (2) foodbowl2 (3) foodbowl2 (4) foodbowl2 (5)

Hej babes. Først og fremmest undskyld! Jeg nåede ikke på bloggen i går, og det beklager jeg simpelthen! …for det havde jeg jo egentlig lovet jer! De af jer der følger mig på Instagram har måske allerede set, at jeg løb Skagen Trail Run med min familie i går? Efterfølgende tog vi forbi min moster og onkels sommerhus i Vendsyssel og hyggede igennem! Og ja, så nåede jeg desværre ikke at få tændt computeren i går. Til gengæld fik jeg nogle kilometer i benene og masser af frisk luft! Det var faktisk ret så skønt! Om end mine ben er lidt ømme i dag.

Fredag tog jeg hul på ét af to blogindlæg om food bowls – som for mig er lækre og lette måder at tilberede en appetitvækkende salat på. Hvor jeg i fredagens blogindlæg tippede om, hvordan I let kan lave jeres salat ekstra mættende, vil jeg i dette indlæg tippe om, hvordan I kan gøre den ekstra lækker. Så det skal vi starte med – og derefter får I opskriften på den food bowl, som I kan se på billederne ovenfor.

3 gode råd til at opbygge en lækker food bowl:

  1. Krydderurter: Jeg elsker krydderurter! Og de giver altså masser af smag, som gør salaten lidt mere spændende! Jeg elsker koriander, men andre gode forslag kunne være basilikum, thai basilikum eller rosmarin og timian hakket…
  2. En dressing: Jeg bryder mig egentlig ikke så meget om at svøbe hele min salat ind i dressing, men jeg kan godt lide, at der er lidt “vådt” ved siden af salaten, som jeg kan dyppe i. Det kan f.eks. være pesto, guacamole, humus eller salsa.
  3. Ost: Jeg elsker ost! Også i salat! Parmesanost, feta og frisk mozzarella er jo intet mindre end fantastisk i en salat – men jeg synes altså også, at et par helt almindelige ostestave af f.eks. emmentaler eller cheddar kan gøre en salat mere spændende.

Food bowl med salsa, soltørrede tomater og kidneybønner, 2 pers.: 
Hjertesalat
1 avocado 
Sorte oliven 
Soltørrede tomater
Kidneybønner 
Koriander
Grillet peberfrugt 
Pulled chicken

1 skive lyst brød 
1 skive rugbrød 
Lidt æg til pensling 
Krydderi – f.eks. hvidløgssalt eller tandoori spice 

Tomat salsa

  1. Start med at skylle og skære den grønne salat i strimler. Mængden variere efter hvor meget I spiser derhjemme. Jeg plejer at tage 2 salatblade pr. mand. Læg salaten i bunden af hver tallerken/skål.
  2. Halvér 1 – 2 peberfrugter og bag dem i ovnen i 5 minutter ved 250 grader eller mere – og gerne på grill-program, hvis du har det. Tag peberfrugterne ud efter fem minutter (eller når skindet er ved at blive sort) og smid dem i en almindelig frysepose med det samme. Lad dem blive heri i cirka 8 minutter.
  3. Skær de sorte oliven i skiver, slice avocadoen og skær osten i stave. Læg alle tre ingredienser oven på den grønne salat sammen med kidneybønnerne. Jeg brugte bare bønner fra dåse, som jeg dryppede af, inden jeg puttede dem i min salat.
  4. Tilføj også kylling og soltørrede tomater til retten. Jeg brugte bare soltørrede tomater fra glas, den dag jeg tog billederne – men hvis du gider lave semi dried tomater i ovnen selv er det helt sikkert for lækkert! Kyllingen var en rest vi havde fra sidst vi havde fået pulled chicken – men alternativt kan stegt/grillet kylling bruges – eller kødsovs.
  5. Tag én skive lyst brød og én skive rugbrød. Pensl hver især med lidt æg og drys med lidt krydderier – jeg brugte Tandoori spice fra Santa Maria. Bag dem i ovnen ved 250 grader i 3 – 5 minutter, så de bliver sprøde. Tag dem så ud af ovnen og skær dem i et par skiver, så den kan bruges til at dyppe i salsaen. Tilføj brødstængerne til tallerkenen/skålen. (Tip: Det er en rigtig god måde at bruge de der kedelige endeskiver på…)
  6. Placér en klat salsa på tallerkenen/skålen også.
  7. Tag de grillede peberfrugter ud af fryseposen – nu skulle de gerne være lette at flå. Så flå skindet af og skær dem i mindre skiver. Tilføj også disse til tallerkenen/skålen.
  8. Slut af med masser af koriander og servér med et stort smil.

Rigtig god søndag. 
XO Lise

Hjemmelavet hotdog topping / relish af peberfrugter, agurker og sennep

hotdogrelish (1) hotdogrelish (2) hotdogrelish (3) hotdogrelish (4) hotdogrelish (6) hotdogrelish (7)

Nu hvor grillsæsonen endelig er ved at være her (om end regnvejr i denne uge), så skal jeg bare spise mega mange grillpølser og hotdogs! Jeg elsker hotdogs! Og derfor er jeg også virkelig vild med gourmet hotdog-trenden, som så småt har bredt sig i DK.

Så med hotdogs i tankerne, vil jeg gerne dele en opskrift med jer på hjemmelavet topping til sommerens hotdogs (den kan naturligvis også nydes i de kolde vintermåneder). Personligt, synes jeg, det er en skønt at kunne servere noget hjemmelavet, når man serverer hotdogs til sine gæster (ellers kan det sgu godt blive lidt fesent)… Og hvis du ikke har mod på selv at lave ketchup, remoulade eller ristede løg, så er denne opskrift et ret godt bud på det der ekstra touch, der gør hele forskellen.

Denne relish/topping er også ret lækker at bruge ovenpå roastbeef, saltkød og hamburgerryg.

Obs! Du kan med fordel lave relishen i god tid, så den kan nå at køle.

Relish af peberfrugter, agurk og sennep, 1 stort glas (rigeligt til 3 – 4 pers.): 
3/4 af en agurk 
1 lille rød peber 
½ grøn peber 
½ frisk chili 
5 spsk vineddike 
2 syltede drueagurker 
1 løg – gerne rødløg
1 forårsløg

½ – 1 spsk salt 
2 spsk sennep 
Lidt peber
Lidt paprika

  1. Start med alt snitte arbejdet. Skær syltet drueagurk, rød peber, grøn peber, chili, forårsløg og det almindelige løg (eller rødløget) i mindre stykker.
  2. Den friske agurk skal også skæres i mindre stykker – men husk at tage fyldet i midten og skrabe ud inden.
  3. Smid så alle de snittede grøntsager i en lille gryde og hæld 5 spiseskefuld vineddike over sammen med ½ – 1 spiseskefuld salt og to spiseskefuld sennep.
  4. Bring det hurtigt i kog og skru derfor ned på forholdsvis lav varme og lad det simre.
  5. Lad det simre i én time. Sørg for at røre løbende.
  6. Stil efterfølgende relish’en på køl, så det ikke er varmt ved servering. Obs! Og smag gerne til med paprika, salt og peber.

God fornøjelse og god sommer!
XO Lise

Den bedste karry kokos ret med squash og peberfrugt

idaslivret-1 idaslivret-2 idaslivret-7 idaslivret-6 idaslivret-8 idaslivret-4 idaslivret-3 idaslivret-5

Hello my darlings. Jeg ved, at jeg siger dette ofte: Men ih, hvor har jeg glædet mig til at dele dette indlæg med jer. Opskriften her er nemlig én af mine hofretter – og ikke nok med det; det er faktisk også blandt min lillesøsters livretter. Første gang jeg lavede den, boede jeg stadig hjemme – siden, har jeg lavet den mange gange og jeg ynder stadig at lave den, når min søster kommer på besøg.

Den kan enten laves med ris eller nudler. Jeg har lavet den med begge dele over flere gange – og jeg synes, at begge er fantastiske. Endvidere kan den laves både med og uden kød. Jeg plejer, at lave den med kylling – men man kan også sagtens lave den med svinekød, Hvis du ønsker at lave den uden kød, foreslår jeg; at man skruer lidt op for mængden af peberfrugt – tilsæt evt. tyndskårne gulerodsstænger også.

Det er desuden optimalt at bruge thaibasilikum i denne ret – men kan du ikke støve dette op, er almindelig basilikum eller koriander også et godt alternativ. …I får opskriften her – god fornøjelse!

Karry kokos ret med squash og peberfrugt, 2 pers.:  
300 g kylling 
Karry 
Olie 
2 dl ris (eller nudler) 

1 tsk olie 
1 spsk gul karrypasta 
400 ml kokosmælk 
2 spsk soya 
1 spsk sukker 
2 spsk karry

2 squash 
1 – 2 peberfrugter 
1 fed hvidløg 
1 tsk olie 

Frisk basilikum 

  1. Start med at koge risene (eller nudlerne) efter anvisning.
  2. Herefter kan du kaste dig over karrysaucen. Den laves ved at svitse karrypastaen i 1 tsk olie i en stor- og gerne lidt høj pande. Sørg for at røre lidt rundt, så det ikke brænder på.
  3. Tilsæt herefter kokosmælken og lad det koge igennem i 3 minutter.
  4. Tilsæt så soya, sukker og karry. Lad karrysaucen koge forholdsvis tyk.
  5. …Mens saucen koger ind skæres grøntsagerne i tynde strimler. Jeg brugte en kartoffelskræller til at skære tynde strimler af squashene.
  6. Tag saucen af panden og dæk den til i en anden skål, så den holder sig varm, mens du færdiggør retten.
  7. På samme pande som du har lavet saucen, steges grøntsagerne i lidt olie og presset hvidløg i max 5 minutter.
  8. Tilbered kyllingen – enten i ovn eller på pande.
  9. Slice herefter kyllingen og server ris, kylling, grøntsager, den lækre karrysauce med frisk basilikum. Bon appetit!

XO Lise 

Hjemmelavet tomatsuppe med kokosolie

forb (4) forb (5) tomatsuppe (5) tomatsuppe (1) tomatsuppe (8) tomatsuppe (10)

Hej og godformiddag søde læsere. I får et lidt tidligere indlæg end sædvanligt fra mig i dag – dels fordi denne suppe skal koge i 2 timer, og dels fordi jeg stadig er syg… og keder mig!

Denne opskrift er virkelig blandt mine favoritter! Og også blandt mine gæsters favoritter. Men som sagt; skal suppen koge i minimum 2 timer, så kom i gang i god tid.

Suppen her er desuden et rigtig godt resultat af at ungå madspild. Det er de fleste supper faktisk. Vidste du, at både tomater, løg, hvidløg, peberfrugter og de fleste andre grøntsager kan fryses? Så har du en tomat, peberfrugt eller lignende, der er blevet lidt for blød og kedelig til at spise på en rugbrød og/eller i en salat, så skynd dig at smide den i fryseren – den er fortsat velegnet i en suppe. Jeg smider næsten alt i fryseren, hvis jeg ved, at jeg skal være væk fra mit køleskab i flere dage i træk.

Denne tomatsuppe er lavet på ene frosne tomater – og smager fortsat fantastisk! Hvis du bruger friske tomater, så snit dem lige i mindre stykker, inden du smider dem i gryden. Hvis du bruger frosne tomater, så smid dem bare i hele – det gør ingen forskel.

Tomatsuppe med kokosolie, ca. 3 pers. – en stor portion:
2 dåser flåede tomater
4 almindelige tomater
2 peberfrugter
2 løg (obs! hvis du ikke har alm. løg kan du sagtens bruge rødløg)
4 fed hvidløg
2 chilier (tørrede eller friske)
2 spsk kokosolie
2 grøntsagsbouillonterninger 
Frisk persille 
Vand

Start med at snitte grøntsagerne (tomater, peberfrugt, løg og hvidløg + evt. frisk chili (OBS! Brug kun én chili, hvis du ikke vil have suppen så stærk)). Svits herefter alle grøntsagerne i en stor gryde i kokosolien – OBS! De må ikke blive brune. Tilsæt herefter flåede tomater, grøntsagsbouilloner og nok vand til at dække alle grøntsagerne. Hvis du bruger tørrede chilier, tilsættes de også nu. Lad suppen koge op og rør godt i den, så grøntsagsbouillonerne bliver rørt ud. Skru herefter varmen ned til lav varme og lad suppen småkoge med låg på i 2 timer. Kig løbende til suppen og sørg for den ikke brænder på. Tilsæt evt. lidt mere vand hvis nødvendigt. Efter de to timer blendes suppen. Jeg kan bedst lide den lækker og tyk! Men det er jo en smagssag, så tilsæt evt. yderligere vand her – afhængigt af ønsket konsistens.

Server med cremefraiche og frisk persille. Suppen er også fantastisk med bruschetta, kylling, basilikum, frisk timian, ristede græskarkerner … etc.

God fornøjelse! You’ll love it! Husk at følge mig på Insta :) @LiseVejnoe
XO Lise