Loving: LêLê Street Kitchen

lelestreetkitchencollage
LêLê Street Kitchen, Vesterbrogade 40, KBH V + Fisketorvet, Kalvebod Brygge 59, KBH V + Østerbrogade 56, KBH Ø + H.C. Andersens Boulevard 8, KBH V + Torvehallerne Hal 2, Frederiksborggade 21, KBH K + Lyngby Storcenter 1, Kongens Lyngby. 

Hej og godaften sødeste læsere. Aaaaah, jeg har smidt stængerne op efter et godt Ree Park Safari Run i går (er det kun mig, der synes det burde hedde Ree Safari Park forresten – og ikke Ree Park Safari .. tssssk…) – måske har I fulgt med på Insta @LiseVejnoe? Nu er jeg tilbage i København, hvor min søde kæreste sørme har rykket rundt i hele lejligheden – og tro det eller ej, jeg er faktisk virkelig tilfreds med resultatet. Han gør det sgu godt ham Simon ;)

Og apropos Simon… eller nærmere Simon og jeg, så elsker vi LêLê Street Kitchen! Deres mad er virkelig noget af det mest fantastiske! Og vores foretrukne take away, når vi rigtigt skal hygge os en fredag eller lørdag aften. Så i dag vil jeg fortælle jer om det lækre, friske street kitchen mad inspireret af det Vietnamesiske køkken.

LêLê Street Kitchen
LêLê er startet af den evigt storsmilende og charmerende Anh Lê og hendes søskende – måske kender I Anh Lê fra GO’morgen Danmark, som hun ofte gæster og deler ud af sin ekspertise og kærlighed til mad. Med respekt og kærlighed for det Vietnamesiske køkken, som bl.a. er rigt på friske råvarer – og specielt krydderurter, kokos, soja- og fiskesauce. Dét, som jeg særligt elsker ved den mad, som man får serveret hos LêLê, er de mange friske krydderurter og grøntsager, den enorme smag og de mange sprøde sager. Som så mange andre så er jeg pjattet med ebi rejer, chili cheese tops etc., men hurtigt bliver det også bare fedtet og tarveligt for mig – og her er LêLê sprøde vietnamesiske ruller altså bare noget helt andet!

Så lad os starte med at snakke om maden! Jeg må nok indrømme, at jeg efterhånden er ret velbevandret i LêLês lækre menukort. Og ofte er jeg åbenbart SÅ begejstret for den mad jeg får serveret hos LêLê, at jeg glemmer at tage billeder af det… Jeg slubrer det bare i mig (indsæt selv abe-smiley, der holder sig for øjnene). LêLê har både store og små retter, samt varme og kolde retter! Og alle tilsvarende lækre! Uanset hvad du vælger hos LêLê, så bliver du helt sikkert ikke skuffet! Vi havde for nyligt min mormor med på LêLê og hun var ret begejstret for deres varme karrykalkun ret med kokosmælk, limeblade, citrongræs, chili, friske urter og jasminris – én ret, som jeg helt sikkert også varmt kan anbefale! Herudover, så elsker jeg virkelig også kyllingesuppe med kødboller, som serveres med citrongræs, grøntsager, risnudler, koriander, chili og friske nudler. Deres risnuddelsalat med vietnamesiske ruller med rispapir, kalkun, krabbe, grøntsager, friske urter, fiskedipsauce , chili og peanuts er også værd at fremhæve (det er den, som der er billeder af på collagen i dette indlæg) – og det samme gælder LêLês risnuddelsalat med spicy, oksekød som serveres med grøntsager, friske urter, fiskesauce, chili og peanuts. Det er mine favoritter af de større retter – men som sagt er alle retterne virkelig lækre, og fælles for dem alle er at de er veltilberedt og med friske råvarer. Du bliver helt sikkert mæt af én af de større retter, men hvis du vil forkæle dig selv lidt ekstra, så tag en lille ret også, det plejer jeg at gøre ;) Og her er mine favoritter klar laksetataren med salat, mynte, rødløg, agurk, ingefær og fiskesauce (I kan se et billede af den i midten af collage i dette indlæg) – det er frisk og velsmagende! Herudover, så elsker jeg naturligvis deres vietnamesiske ruller, deres fish cakes og deres friske ruller med kylling og (store) rejer, som serveres i rispapir pakket sammen med risnudler, grøntsager, friske urter, peanuts og fiskesauce. Det kan være svært at vælge mellem de mange, små og fristende retter! Så derfor gør Simon og jeg ofte det, at vi bestiller én af deres menuer med blandede små retter, så man får lov at smage lidt af det hele. Det er det perfekte fredags- eller lørdagshygge – også som take away! LêLê leverer forresten hjem til din dør ;) Se hele LêLês menukort her.

Så det var maden! Og det blev langt! Men der er satme også meget godt at sige om deres mad! Lad os også lige vende deres restauranter, for det er jo street kitchens, og det bærer det selvfølgelig præg af. Så jeg må indrømme, at jeg synes nogle af dem er lidt “kolde” i indretningen, og det er egentlig lidt en skam efter min mening, om end det er stilen… Jeg er til gengæld vild med den nye, som for nyligt er åbnet i nye lokaler på Vesterbrogade (i nr. 40), så jeg vil anbefale at tage den, hvis I vil forbi. På alle LêLês restauranter, som jeg har besøgt (hvilket vist er alle undtagen den i Lyngby) er personalet virkelig skønt! Det er klart, at du har ikke en tjener ved hvert bord, det er jo et street kitchen, men det er søde, smilende, opmærksomme medarbejdere, som du bliver mødt med hos LêLê.

Så jeg ender på fire ud af fem stjerner til LêLê Street Kitchen. Deres mad er egentlig til fem stjerner – men det er jo ikke gourmet, om end absurd lækkert! Og restauranterne (med undtagelse af den nye) kunne godt være lidt mere hyggelig i indretning. Så fire store stjerner og varme varme varme anbefalinger herfra.

Efter dette lange indlæg, vil jeg smutte igen. Vi blogges ved i morgen.
XO Lise

Loving: Halifax Burgers

halifaxreviw
Halifax, Frederiksborggade 35, KBH N + Larsbjørnsstræde 9, KBH K + Falkoner Plads 1, Frederiksberg + Trianglen 1, KBH Ø + Skolegade 9, Valby + Vesterbrogade 72, KBH V + Amagerbro Torv 13, KBH S + Handelstorvet, Lyngby + Torvet 6, Hillerød. 

Kære søde læsere hej og godaften. Det er længe siden! Og jeg har savnet jer. Hvis I har fulgt lidt med på Instagram, og specielt på min Insta story, så ved I; at min lillebror blev udlært møbelsnedker i fredags. Så jeg har brugt weekenden på at fejre ham! Han har mildest talt lavet verdens flotteste møbel (hans svendestykke) og jeg er simpelthen så pavestolt af ham – ikke blot på grund af håndværket og hans fantastiske personlighed og kammeratlighed, men også på grund af det store stykke arbejde, som jeg ved han har lagt i sit afsluttende projekt – og sin uddannelse helt generelt. Som storesøster kan man altså godt gå hen og blive lidt sentimental. Derudover, var jeg også slået bagover af alle de flotte møbler, som min brors medstuderende også havde lavet i forbindelse med svendeprøven – Møbelsnedkeri er virkelig en håndværk, som er utrolig beundringsværdigt!

…Men nok om det og nok om fejringen af min vidunderlige lillebror. I dag vil jeg nemlig fortælle jer lidt om Halifax – eller Halifax Burgers, som det vist egentlig hedder – for om end vi ikke fejrede min brors nye titel på Halifax, så er det en lille kæde af restauranter, som jeg ret godt kan lide! Og derfor vil jeg slå et slag for dem i dag.

Halifax Burgers
Pt. består Halifax kæden af ni restauranter, mig bevidst, og jeg må hellere starte med at sige; at jeg har kun besøgt de tre af dem (Trianglen, Frederiksborggade og Frederiksberg) – så det er på sin vis kun de tre, som jeg kan udtale mig om, men det er mit indtryk, at kvaliteten er den samme i hele kæden.

Jeg er jo efterhånden ret velbevandret i det københavnske burgerland, hvor kvaliteten heldigvis er ret høj generelt. Derfor er jeg også den mest tvære og røvsyge kunde, som man kan få ind af døren, hvis burgeren ikke er i orden. Jeg gider simpelthen ikke sidde og tygge i en knastør ciabattabolle. Det er heldigvis heller ikke tilfældet med Halifax’ burgere – og jeg synes faktisk, at Halifax er en overset spiller, når vi taler om de bedste burgere i København.

Halifax har et ret bredt udvalg af enormt differentierede burgere – og det gør det spændende at besøge dem hver gang! Er du til den klassiske burger, så skal du prøve deres Københavner – bare kaldet “København”. Den er med aioli, cheddar, chipotle, syltede agurker, tomat løg og salat – hertil vælger du selv bøf og bølle; du kan vælge mellem oksebøf i forskellige størrelser og stegninger, kylling, ærtebøf, rødbedebøf og rösti. Blandt bollerne kan du vælge mellem brioche, en mørk bolle og salatblade. Jeg synes, at Halifax skal have så mange point for deres mulighed for at vælge både vegetarisk og vegansk.

  • Hvis du ligesom mig elsker gedeost, så skal du helt sikkert prøve “Biarritz”-burgeren fra Halifax med aioli, purløg, chilistegte champignoner, gedeost, tomat, syltede rødløg og salat! Den er for lækker! Og jeg vil til hver en tid anbefale briochebollen.
  • En anden anbefalelsesværdig burger fra Halifax er deres “Palermo”-burger med aioli, bacon bluecheese creme, semidried tomater, syltede rødløg, løg og salat. All good things! Specielt de semidried tomatoes med bluecheese cremen er et perfekt match.

Generelt, er der jo bare en burger for en hver smag hos Halifax. Og de er alle veludførte, hvis du spørger mig! Og deres fritter er altså også ret formidable! Prøv deres winegar fries eller sweet potato fries – begge dele smager skønt og er ikke bløde!

Halifax Burgers får tre ud af fem stjerner af mig. Jeg giver de tre stjerner for deres vildt lækre burgere og fritter, gode priser og super service. Jeg tilbageholder dog de to sidste stjerner, da jeg synes at indretningen er ærgerligt – de minder mig om Jensens Bøfhus, og det er sjældent dét, som jeg er på jagt efter, når jeg skal ud og spise.

XO Lise 

Loving: Lo-Jo’s Social

sponsoreret
lojo
Lo-Jo’s Social, Landemærket 7, KBH K. 

I sidste uge var Simon og jeg forbi Lo-Jo’s Social i indre København – en hyggelig og uformel restaurant med tæskelækker mad! Så kort og godt kan det siges, men jeg vil nu gerne have lov til at tage lidt mere af jeres tid alligevel. Det var vores første gang på Lo-Jo’s, men helt sikkert ikke vores sidste! Både Simon og jeg var mildest talt vilde med maden (og det siger altså ikke så lidt, Simon er nemlig lidt af en mad-snob med et stort netværk af kokke-venner (han læser så sjældent med her på bloggen, så det tør jeg faktisk godt skrive her ;)).

Vi prøvede lidt af hvert på menuen (som I sikkert også kan se på billederne), de har nemlig lige fået ny menu – og den var vi selvfølgelig virkelig nysgerrige på! Lo-Jo’s menu består af uimodståelige finger-licking-good og super juicy tilberedninger i form af små retter, som f.eks. buttermilk chicken, grillede lækkerier og chili cheese croquettes. Og til mine mere vegetarisk orienterede; der er masser af super juicy og lige så finger-licking-good vegetarretter. J’adore.

Hvad fik vi? Når jeg ser skaldyr på menuen, så må jeg jo bare have det! Og derfor var vi naturligvis nødt til at prøve deres lækre grillede norske jomfruhummere med krydderurter, brød og mayo – haps! Perfekt at starte på. Derudover, havde jeg fået anbefalet Lo-Jo’s hjemmelavede crispy onions af den kære Caroline Bergman, så dem var vi naturligvis også nødt til at prøve! Og det tip vil jeg helt klart give videre: Når I skal på Lo-Jo’s, så få lige de der dødlækre hjemmelavede ristede løg. Vi prøvede også deres hummus, som efter min (og Simons) mening var perfekt afbalanceret, hvilket et lidt af en kunst efterhånden, så points herfra til den også!

Lo-Jo’s har også fire forskellige og super lækre sliders, som klart kan anbefales! Specielt burgeren med hjemmelavet buttermilk chicken… I mean mmmmmhhh… !!! 

Èn af aftnens bedste retter var klart den nye Aubergine Parmigiana – grillet aubergine med ost og frisk grønt. So simple, so good! 

Så alt i alt en fantastisk oplevelse, perfekt til at pifte en kedelig tirsdag op – og endnu bedre til at skyde gang i weekenden. Servicen var super, stemningen var afslappet, drinksene var skønne, vinen var økologisk og maden var for lækker! Var det gourmet? Nej, men det var hjemmelavet og det var af friske, gode råvarer! Og så er priserne altså virkelig til at være med på! Og derfor ender jeg på fire ud af fem stjerner til Lo-Jo’s Social.

Rigtig god aften venner. 
XO Lise 

Loving: Bistro Royal

bistroroyalcolBistro Royal, Kongens Nytorv 26, KBH K.

Hej og godaften kæreste læsere – og velkommen tilbage på bloggen. Jeg håber, at I har haft en dejlig uge – og så småt er ved at være klar til weekend ;) Jeg er heeeeelt klar til weekend efterhånd – om end jeg glæder mig til endnu en spændende dag på arbejde i morgen (jeg ved det godt, jeg er træls at høre på – who the fuck loves their job this much huh’? – ej, men jeg er altså virkelig bare vild med jobbet mit ;))… Men det skulle jo slet ikke handle om mit job i dag – men om en lille restaurant anbefaling… For det er da ved at være længe siden, er det ikke?

Jeg har for nyligt været på Bistro Royal over flere gange – I ved, den der restaurant med store brune lædermøbler på hjørnet af Kgs. Nytorv. Jeg var jo cyklet forbi den flere gange, og den har ofte vækket min nysgerrighed… Så I sommers tænkte jeg: Nu skal det prøves! Siden har jeg prøvet den tre – fire gange og jeg synes sådan set, at det er et udmærket sted… Og derfor vil jeg gerne fortælle jer om det i dag.

Bistro Royal er én af Madklubbens mange restauranter. Madklubben har jo efterhånden – foruden deres ‘Madklubben’-restauranter, nogle stykker rundt omkring i København (og vist også i Aarhus?). Generelt for alle Madklubbens restauranter er: At det er anstændig mad til billige penge. Og det samme gør sig gældende for Bistro Royal!

Det er en bistro – så maden er derefter: Forholdsvis casual. De skriver selv, at bistroen kombinerer det bedste fra Paris, London og New York. Og det passer nok meget godt. Du kan både få morgenmad, frokost og aftensmad (inkl. dessert) hos Bistro Royal. Jeg kan desværre ikke prale af at have prøvet deres morgenmad, men deres frokost og aftensmad kan jeg varmt anbefale.

Hvad kan jeg særligt godt lide ved Bistro Royal? Foruden god betjening, så ELSKER jeg at deres menukort er ret overskueligt! Det er ikke for stort. Der er få men gode retter, som man kan vælge imellem, og lidt side orders efter behov. Endvidere, skifter menuen alt efter sæson – hvilket jeg også synes er ret skønt! Og så er prislejet jo virkelig bare rigtig fint! En frokost koster omkring 125,- uden drikkevarer, mens et aftensmåltid mellem 200 og 300,- for en hovedret.

Jeg har prøvet deres rørte tatar – og den var rigtig god! Lidt tung, men det er tatar vel bare? Jeg har også fået fisk derinde, hvilket også var fint tilberedt – men desværre utrolig kedeligt, efter min mening i hvert fald (om end pænt! Se billedet længst til højre i collagen ovenfor). Til gengæld er deres cheeseburger ret hæderlig! Vigtigst, når du besøger Bistro Royal, er at smage deres pommes med trøffel! De er simpelthen for lækre!

Jeg har besluttet mig for at give Bistro Royal tre ud af fem stjerner. De får deres tre stjerner for god betjening, hyggelig atmosfære, godt menukort og dejlig, ordentlig og anstændig mad til gode priser! De to sidste stjerner udebliver for deres manglende kreativitet – maden er god, men du går desværre ikke derfra med en ekstraordinær oplevelse. Men dermed ikke sagt; at dette ikke er et af mine absolutte go-to steder inde i midtbyen, for det er det helt sikkert!

Jeg håber I kunne bruge min lille anmeldelse. Rigtig god aften til jer. 
XO Lise 

Loving: Sliders

sponsoreret
Sliders_restaurantanbefaling
Sliders, Nørrebrogade 1, KBH N. 

Godaften darlings. Jeg modtager jo fra tid til anden lækre sager som er sponsoreret på den ene eller anden måde. Sjældent har jeg dog været så begejstret for en sponsoreret gave, som da der for nyligt tikkede et gavekort til Sliders ind i min indbakke. Jeg er helt pjattet med Sliders! Og har arbejdet på denne anmeldelse af deres restaurant i knapt tre måneder – men jeg havde behov for endnu et besøg som hos dem, for at kunne stikke jer en ordentlig anmeldelse og anbefaling! Så gavekortet kunne ikke komme på et bedre tidspunkt! Og specielt også fordi Sliders i denne måned har en super lækker limited editon burger, som jeg bare måtte smage! Mmh! Så lad os komme til sagen! Her til aften skal I have lov til at høre om Sliders på Nørrebrogade.

Hvis du ikke er fra København, så må du ikke tage fra København næste gang du er her, uden at besøge Sliders lige ved søerne. Og hvis du er fra København, så er dette altså det helt perfekte sted at spise de dage, hvor du bare gerne vil have noget lækkert mad i afslappede omgivelser.

Sliders serverer naturligvis sliders – altså mini burgere. Mest oplagt er at bestille deres menu med tre sliders, fritter og dip (pris: 129,-)! De har ni faste burgere/sliders og én skiftende månedes burger. Denne måned (november 2017) er månedens slider lavet i samarbejde det nye mad-koncept By Max. Det er lækker lille steak burger med cremet bearnaise og syltet agurk. Det var tæskelækker og kan varmt anbefales! I kan få den hele november ud, så skynd jer forbi.
– Foruden månedens slider, vil jeg helt klart også anbefale jer nr. 1 ‘Triple Truffle Cheese’ med oksekød, brie, parmesan, blåskimmelost, tre slags svampe og trøffelmayo! AMAZING! Generelt, har Sliders bare rigtig mange spændende og lækre små burgere. Og det fede ved konceptet er jo netop, at du ikke behøver begrænse dig til en slags – prøv minimum tre af gangen!
– Den slider som I kan se på collagen ovenfor er deres nr. 8 ‘Crispy Oriental Variety‘ med svinekød, citrongræs, hvidløg, mynte, mild chili, koriander, flæskesværd og gomamayo! Også ret lækker og ret fotogen.

Jeg har valgt at give Sliders fire ud af fem stjerner. Jeg overvejede længe om de monstro ikke skulle have lov til at have fem stjerner? For deres mad er virkelig lækker (fik jeg nævnt af deres fritter og trøffelmayo er too die for!?) og deres personale er enormt venligt! However, du kan ikke bestille bord hos Sliders og det foretrækker jeg altså personligt (men det er jo en smagssag) og derudover, kunne jeg godt tænke mig lidt mere formel bordanretninger og indretning af stedet generelt. Men det er en del af charmen og en del af konceptet – og enten er man til det, eller også er man ikke. Uanset, så er maden SÅ lækker! Fik jeg nævnt; at priserne også er rigtig gode?

XO Lise 

Loving: Grillen Burgerbar

grillencollage
Grillen, Nørrebrogade 13, KBH N + Vesterbrogade 41, KBH V + Dronningensgade 42, KBH K + Amagerbrogde 145, KBH S + Klosterport 2, Aarhus + Ved Stranden 1, Aalborg.

Hej darlings. Det er blevet søndag – og på sådan en dejlig søndag så kan man jo godt risikere at sidde med lidt tømmermænd… Hvis det er tilfældet, så synes jeg helt sikkert, at I skal tage forbi Grillen Burgerbar og få jer en burger – det synes jeg faktisk også at I skal, selvom I ikke har tømmermænd, for det er altså nogle ret lækre burgere og anstændige fritter, som de serverer der.

Burgere er jo mildest talt ret hypet her i København efterhånden – og heller ikke uden grund: En god burger smager nemlig fantastisk! Der findes rigtig mange gode burgerbarer her i KBH, bl.a. Cock’s & CowsØsterbros Originale Burgerrestaurant, Jagger, Sliders og mange flere! Men én burgerbar – eller kæde er det faktisk – som ofte er lidt overset i lovprisningen af gode burgere, synes jeg er Grillen.

Grillen er en burgerkæde, som kan findes på Nørrebro, Vesterbro, Amager, Christianshavn samt i Aarhus og Aalborg. De leverer enormt lækre burgere til virkelig gode priser! Og derfor skal de have uendelige roser af mig. …Også fordi deres burgere er sjove, forstået på den måde; at de tør prøve lidt af hvert, som f.eks. deres burger ‘The Pablo Project‘ – en cheeseburger med syltede rødløg og friturestegte indbagte jalapenos. Den er den, som I kan se på de to yderste billeder af collagen – og den smager formiddabelt!
– Grillen byder på klassiske burgere, lækre fritter og fantastisk dyppelse (deres aioli er vildt lækker!) – og specielt vil jeg anbefale burgeren ‘Treat Me Good‘ med hjemmelavede løgringe (se det midterste billede på collagen). 

Det var svært at bestemme mig for, hvor mange stjerner Grillen skulle have… Men jeg er endt på tre stjerner, da min vurdering er en vurdering af helhedsoplevelen… Og desværre synes jeg, at Grillens lokaler er kedelige og kolde – de skaber ikke lækre rammer om deres ellers lækre mad. I Grillens forsvar må jeg hellere sige, at jeg kun har besøgt deres restauranter på henholdsvis Nørrebrogade og Vesterbrogade – og det er herudfra at min dom falder.
…Hvis jeg kun skulle vurdere Grillens mad, var jeg helt sikkert endt på fem stjerner – maden er yderst anstændig til prisen. Men lokalerne er triste og betjeningen er middelmådig og derfor må jeg ende på tre ud af fem stjerner. Det betyder dog ikke, at jeg ikke synes, at I skal prøve Grillen! Det skal I helt sikkert! For deres burgere er for lækre! Og koster kun 109,- for en menu med fritter og dip også.

Det var alt fra mig for i dag. Rigtig god søndag. 
XO Lise

Loving: Chicks by Chicks

chicksbychickscollage
Chicks by Chicks, Vesterbrogade 55, 1620 KBH V.

Om end jeg elsker beauty talks rigtig meget, så har skønhed fyldt meget her på bloggen i ugens løb, og det er rart med lidt luftforandring… Ikke mindst fordi jeg har glædet mig rigtig meget til at dele denne lille anbefaling med jer!

Jeg ELSKER at tage ud og spise – og blive forkælet med god service, gode madoplevelser og lækre drikke. Og jeg elsker at tippe jer om de bedste steder at spise i København. København er virkelig en jungle af restauranter og andre spisesteder – og det har heldigvis betydet, at niveauet er rigtig højt mange steder! Men som i alle andre byer, så kan man brænde nallerne og ende med en rigtig ærgerlig oplevelse. Det vil jeg rigtig gerne bidrage til, at mine søde søde læsere så vidt muligt undgår. Og derfor nyder jeg at dele disse indlæg med jer. Jeg modtager desuden meget gerne tips fra jer om resturanter og caféer, som jeg bør besøge :)

Chicks by Chicks
I dag skal det handle om Chicks by Chicks, hvor Janie og jeg for nyligt havde en rigtig skøn aften! Chicks by Chicks er en 100 % økologisk resturant, som man finder i starten af Vesterbrogade. Indenfor er atmosfæren hyggelig og forholdsvis uformel – og personalet er ualmindeligt venlige. Restauranten fokuserer på bæredygtighed, kvalitet og smag! Og det kan de godt tillade sig at bryste sig med, for vores oplevelse var bestemt også, at der var tænkt over menuen, kvaliteten af maden var i top og maden var både kreativt sammensat og fuld af smag!

Chicks by Chicks’ menu har ligesom et gennemgående tema – som I nok allerede har regnet ud; er dette kylling! Alle deres retter består af kylling på den ene eller anden måde. Vidste I, at oksekød og kød fra andre drovtykkere har et markant større klimaaftryk end kylling og svinekød? Faktisk er klimabelastningen otte gange stor ved produktion af oksekød i forhold til kylling. Og selvom dette ikke skal være en prædiken om bæredygtighed og miljøbevidsthed, så synes jeg virkelig, at Chicks by Chicks skal have ros til skyerne for at vælge så ansvarsbevidst en forretningsstrategi – og vise at bæredygtigt mad kan være lækkert ud over alle grænser.

Janie og jeg valgte “The Chicks Experience”, sidst vi var der. Den koster 239,- pr. person og skal bestilles af minimum to ved bordet. I The Chicks Experience får man en forret bestående af ‘Chicken Croqueta‘ – som er det I kan se på det første billede i collagen. Det er en slags croquetter, som vi kender dem med kartofler – men i stedet for kartoffelfyld var det med kyllingefyld – såeh, sådan lidt nuggets-agtige – men mega lækre! De var serveret sammen med frisk lime og chili mayo. Hovedretten (som I kan se på andet billede) var en 1/4 rotisserie kylling til hver med salat, kartofler, skysovs og tre lækre dips til. Det var ud over alle grænser for lækkert! Desserten skifter alt efter sæsonens råvarer – lige nu er desserten koldskål og jordbær, men da Janie og jeg var der, var det den utrolig lækre lemon meringue pie, som I kan se på sidste billede i collagen. Vi fik økologisk saft hertil. Hvis du ikke lige er i humør til en tre retters menu, har Chicks by Chicks også burgere, salater, tartelletter og andet lækkert på menuen – se hele menukortet her.

Vi var simpelthen så ovenud tilfredse med maden! Og derfor får Chicks by Chicks fire ud af fem stjerner af mig. Betjeningen var også skøn og prisniveauet er meget rimeligt!

Rigtig god søndag. 
XO Lise

Loving: Rossopomodoro

rossopomodorocollage
Rossopomodoro, Illum, 4. sal (Rooftop), Østergade 52, 101 KBH K.

Nu da sommeren endelig er ved for alvor at nærme sig DK, vil jeg gerne have lov til at tippe jer om Rossopomodoro, som ligger på Illums rooftop. Det er nemlig et helt fantastisk sted at tilbringe en frokost eller aften, når solen skinner.

Første geng jeg besøgte Rossopomodoro var jeg faktisk ret skuffet – ikke over udsigten, stemningen, betjeningen eller restauranten generelt – men til gengæld om maden. Jeg fik nemlig pasta, det samme gjorde Simon, og vi var desværre begge ret skuffet. Men jeg havde jo hørt meget godt om dem, og deres pizzaer ser ret så lækre ud på Instagram, så jeg besluttede mig for, at de skulle have en chance til… Og det er jeg rigtig glad for, at jeg gav dem!

Rossopomodoros pizzaer er intet mindre end fantastiske! Jeg vil faktisk vove at påstå; at de er de bedste i København! De er i ægte italiensk stil med sprød bund og simpelt fyld – men uden at være kedelige. Alle pizzaerne er bagt i stenovn ud fra napolitanske familieopskrifter og med råvarer fra Napoli-regionen i det sydlige Italien… Nå ja, og så er der godt med kvalitetsrig olie på toppen, som på en ægte italiensk pizza! Delicious! 

Rossopomodoro får tre ud af fem stjerner af mig. Stedet er fantastisk og personalet er enormt venligt – og det er jo en god oplevelse i sig selv. Derudover, synes jeg faktisk også at deres vinudvalg var ret godt… Gode vine! Men som nævnt først i indlægget, så skal I helt sikkert besøge Rossopomodoro for deres lækre pizzaer!

Rigtig god lørdag!
XO Lise

Loving: Mad & Kaffe

madogkaffe
Mad & Kaffe, Sønder Boulevard 68, 1720 KBH V + Tyrolsgade 6, 2300 KBH S. 

Kære søde læsere. Efter lidt overvejelse, har jeg valgt at opdatere dette blogindlæg og denne anmeldelse af Mad & Kaffe. Mit første indtryk af caféerne var rigtig godt – og jeg mener fortsat, at deres mad er rigtig dejlig. Desværre, har jeg oplevet virkelig middelmådig betjening/service på caféen på Vesterbro flere gange nu, og derfor har jeg besluttet mig for at sætte Mad & Kaffe ned i stjerner… Om end maden fortsat er dejlig!

Mad & Kaffe laver klassiske retter som burger, smørrebrød, sandwich og chili con carne – men med deres lækre, moderne og hjemmelavede twist. Jeg er helt oppe og køre over deres burger i hjemmelavet brioche bolle – naturligvis serveret med fritter med ostesauce, bacon og rødløg! It is amazing! – og det er klart retten, som I skal gå efter, første gang I besøger Mad & Kaffe… Altså fritterne, burgeren er også udmærket, men jeg har smagt bedre. Men deres smørrebrød er også så flot og lækkert! Og deres laksesandwich er lavet med noget af det lækreste, fede laks – haps!

Priserne er også SÅ rimelige – og jeg elsker, når pris og kvalitet hænger sammen. En burger med fritter og dip koster eksempelvis 124,- og to stykker store smørebrød koster 110,- … Derudover laver de lækre lemonader m.m. … De er generelt bare et godt menukort!

Lokalerne på vesterbro er hyggelige nok, men lidt kolde og triste, så jeg vil klart anbefale jer restauranten på Amager, hvor betjeningen også er god! … Mad & Kaffe får tre ud af fem stjerner af mig! Besøg caféerne for madens skyld :)

XO Lise

Loving: The Market

DSC_7264 DSC_7341 DSC_7210
The Market, Antonigade 2, 1106 KBH K. 

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden, at jeg besøgte restauranten The Market i indre København, men jeg længes stadig efter at komme tilbage… FOR DET VAR FANTASTISK!

Det var Janies forslag, at vi besøgte restauranten. Hun havde hørt fra både kollegaer og samarbejdspartnere, at The Market var ‘stedet‘! Og da hun ikke kunne stå uden for samtalen meget længere, så måtte vi jo absolut besøge denne nyåbnede asiatiske restaurant og bar… Og det kom vi bestemt heller ikke til at fortryde.

Hos The Market kan man enten bestille ala carte eller én af deres to menuer. Janie og jeg prøvede menu 1 – som bestod af ni lækre, små retter – I kan se den her. Menuen bestod bl.a. af miso suppe, lækre spyd og sushi – alt sammen i en fantastisk asiatisk symbiose. Det var vildt lækkert! Og kostede 395,-

Betjeningen var god og stemningen var simpelthen bare så skøn. Hos The Market er belysningen dæmpet og det samme gælder støjniveauet – så du kan nyde en aften i godt selskab, med god mad og god vin. Indretningen var flot og stilfuld – og det var simpelthen bare så helt igennem en god oplevelse.

Varme anbefalinger herfra … Som I nok allerede har gættet jer til ;) The Market får fire ud af fem stjerner af mig. Jeg synes helt sikkert, at det er et af de bedste spisesteder i indre by. I kan se hele The Market’s menukort her.

Billederne til dette indlæg har jeg ikke selv taget (der var simpelthen for mørkt på restauranten – hvilket ikke gjorde noget godt for billederne, men til gengæld gjorde det noget rigtig godt for stemningen), billederne er venligst lånt hos Themarketcph.dk.

Rigtig god aften herfra.
XO Lise