Food bowls one o one: Food bowl med salsa, soltørrede tomater og kidneybønner

foodbowl2 (1) foodbowl2 (2) foodbowl2 (3) foodbowl2 (4) foodbowl2 (5)

Hej babes. Først og fremmest undskyld! Jeg nåede ikke på bloggen i går, og det beklager jeg simpelthen! …for det havde jeg jo egentlig lovet jer! De af jer der følger mig på Instagram har måske allerede set, at jeg løb Skagen Trail Run med min familie i går? Efterfølgende tog vi forbi min moster og onkels sommerhus i Vendsyssel og hyggede igennem! Og ja, så nåede jeg desværre ikke at få tændt computeren i går. Til gengæld fik jeg nogle kilometer i benene og masser af frisk luft! Det var faktisk ret så skønt! Om end mine ben er lidt ømme i dag.

Fredag tog jeg hul på ét af to blogindlæg om food bowls – som for mig er lækre og lette måder at tilberede en appetitvækkende salat på. Hvor jeg i fredagens blogindlæg tippede om, hvordan I let kan lave jeres salat ekstra mættende, vil jeg i dette indlæg tippe om, hvordan I kan gøre den ekstra lækker. Så det skal vi starte med – og derefter får I opskriften på den food bowl, som I kan se på billederne ovenfor.

3 gode råd til at opbygge en lækker food bowl:

  1. Krydderurter: Jeg elsker krydderurter! Og de giver altså masser af smag, som gør salaten lidt mere spændende! Jeg elsker koriander, men andre gode forslag kunne være basilikum, thai basilikum eller rosmarin og timian hakket…
  2. En dressing: Jeg bryder mig egentlig ikke så meget om at svøbe hele min salat ind i dressing, men jeg kan godt lide, at der er lidt “vådt” ved siden af salaten, som jeg kan dyppe i. Det kan f.eks. være pesto, guacamole, humus eller salsa.
  3. Ost: Jeg elsker ost! Også i salat! Parmesanost, feta og frisk mozzarella er jo intet mindre end fantastisk i en salat – men jeg synes altså også, at et par helt almindelige ostestave af f.eks. emmentaler eller cheddar kan gøre en salat mere spændende.

Food bowl med salsa, soltørrede tomater og kidneybønner, 2 pers.: 
Hjertesalat
1 avocado 
Sorte oliven 
Soltørrede tomater
Kidneybønner 
Koriander
Grillet peberfrugt 
Pulled chicken

1 skive lyst brød 
1 skive rugbrød 
Lidt æg til pensling 
Krydderi – f.eks. hvidløgssalt eller tandoori spice 

Tomat salsa

  1. Start med at skylle og skære den grønne salat i strimler. Mængden variere efter hvor meget I spiser derhjemme. Jeg plejer at tage 2 salatblade pr. mand. Læg salaten i bunden af hver tallerken/skål.
  2. Halvér 1 – 2 peberfrugter og bag dem i ovnen i 5 minutter ved 250 grader eller mere – og gerne på grill-program, hvis du har det. Tag peberfrugterne ud efter fem minutter (eller når skindet er ved at blive sort) og smid dem i en almindelig frysepose med det samme. Lad dem blive heri i cirka 8 minutter.
  3. Skær de sorte oliven i skiver, slice avocadoen og skær osten i stave. Læg alle tre ingredienser oven på den grønne salat sammen med kidneybønnerne. Jeg brugte bare bønner fra dåse, som jeg dryppede af, inden jeg puttede dem i min salat.
  4. Tilføj også kylling og soltørrede tomater til retten. Jeg brugte bare soltørrede tomater fra glas, den dag jeg tog billederne – men hvis du gider lave semi dried tomater i ovnen selv er det helt sikkert for lækkert! Kyllingen var en rest vi havde fra sidst vi havde fået pulled chicken – men alternativt kan stegt/grillet kylling bruges – eller kødsovs.
  5. Tag én skive lyst brød og én skive rugbrød. Pensl hver især med lidt æg og drys med lidt krydderier – jeg brugte Tandoori spice fra Santa Maria. Bag dem i ovnen ved 250 grader i 3 – 5 minutter, så de bliver sprøde. Tag dem så ud af ovnen og skær dem i et par skiver, så den kan bruges til at dyppe i salsaen. Tilføj brødstængerne til tallerkenen/skålen. (Tip: Det er en rigtig god måde at bruge de der kedelige endeskiver på…)
  6. Placér en klat salsa på tallerkenen/skålen også.
  7. Tag de grillede peberfrugter ud af fryseposen – nu skulle de gerne være lette at flå. Så flå skindet af og skær dem i mindre skiver. Tilføj også disse til tallerkenen/skålen.
  8. Slut af med masser af koriander og servér med et stort smil.

Rigtig god søndag. 
XO Lise

Salat med kapers, parma og masser af tomat

salat1 (1) salat1 (2) salat1 (3) salat1 (4) salat1 (6)

Hej og godeftermiddag søde læsere. Jeg har netop slået røven i sædet efter en dag fyldt med træning, skrivearbejde og fotoprojekter. Nu sidder jeg og kigger ud på både regnvejr og solskin på Østerbro, og overvejer om ikke dagens tredje kop kaffe er ved at være velfortjent?

Jeg ved ikke om jeg har nævnt det for jer før herinde, men jeg eeeelsker jo tomater! Varme tomater, kolde tomater, soltørrede tomater, syltede tomater, semi dried tomater – det hele! Jeg er vild med dem! Derfor er det heller ikke sjældent, at der både sniger sig friske og soltørrede og/eller semi dried tomater i vores salater herhjemme. Jeg laver ofte selv semi dried tomater i ovnen – det er så nemt! Halver en omgang cherrytomater og vend dem i en skål med salt, oregano og lidt sukker. Smid dem så i ovnen ved 150 grader i 1 – 2 timer. Easy right? Det gjorde jeg også til dagens opskrift, som jeg vil dele med jer i dag. Men hvis I ikke gider til at lave semi dried tomater selv, så er de soltørrede tomater som man kan købe i supermarkedet også helt fine!

Dagens opskrift er en måltidssalat fyldt med masser af smag! og derfor også ret mættende.

Salat med kapers, parma og masser af tomat, 2 pers.: 
125 g frisk spinat
2 friske tomater
35 g kapers 
½ løg 
125 g mozzarella 
1 skive parmaskinke 
250 g soltørrede tomater/semi dried 
Purløg
Frisk basilikum 

Balsamico
Olivenolie 

  1. Det er jo ikke fordi, at det er rocket science at lave en salat – men lad os gennemgå den step by step alligevel. Start med at skylle dine friske spinatblade og tørre dem.
  2. Skær dine friske tomater i mindre både og slice dit halve løg i tynde skiver (gerne på et mandolinjern).
  3. Skær frisk mozzarella og parmaskinke i mindre stykker.
  4. Bland spinat, tomatbåde, kapers (jeg brugte bare nogle fra glas), løg, mozzarella stykker, parmaskinke med soltørrede tomater og basilikum blade – og slut med at klippe purløg ud over salaten.
  5. Server evt. med en smule balsamico, olivenolie og frisk persille.

Nem aftensmad! …Rigtig god tirsdag til jer. 
XO Lise

Rød risotto med friske tomater og soltørrede tomater

Redrisotto2 (1) Redrisotto2 (2) Redrisotto2 (3) Redrisotto2 (4) Redrisotto2 (5) Redrisotto2 (6)

Hej og god formiddag smukke læsere. Onsdag er efterhånden blevet min yndlings dag… Der kommer nemlig nyt afsnit af ‘The Handmaid’s Tale‘ på HBO hver onsdag – og jeg er virkelig helt vild med serien! Har I set den? Hvis ikke, så skynd jer! Den er intet mindre end banebrydende!

…Noget andet banebrydende må absolut være risotto. Jeg elsker risotto i alle variationer! Og hvis I har fulgt bloggen længe, så husker I muligvis at jeg delte en opskrift på rød risotto med chilipesto og gulerødder i løbet af sensommeren sidste år? Det er en af mine personlige yndlings opskrifter, som for nyligt inspirerede mig til at eksperimentere yderligere med “rød risotto”. Den er fortsat lavet på hvidvin – men med rød pesto også, hvilket giver risottoen sin flotte farve. I får opskriften her :)

Rød risotto med friske tomater og soltørrede tomater, 3 – 4 pers.: 
4 dl ris 
1 stort løg 
4 fed hvidløg 
2 spsk olie 
1 chili 
8 dl vand
4 dl hvidvin

2 grøntsagsbouillonterninger
190 g rød pesto (tomatpesto)
70 g soltørrede tomater 
125 g tomater (gerne cherrytomater)
50 – 100 g parmesanost

½ bundt persille 

  1. Start med at hakke løget fint, skær den friske chili i mindre skiver, halver cherrytomater – og halver evt. den soltørrede tomater, hvis de ikke allerede er i mindre stykker.
  2. Steg chili, løg og presset hvidløg i olien på en pande i to minutter ved middel varme. Løgene må endelig ikke tage farve.
  3. Tilsæt herefter risene og rør løbende til risene bliver blanke (tålmodighed påkrævet!).
  4. Kog i mellemtiden 8 dl vand og opløs 2 grøntsagsbouillonterninger heri.
  5. Tilsæt både hvidvin og pesto på panden og lad det koge godt ind i risene.
  6. Tilsæt løbende de otte dl bouillon, så risene kun lige er dækket af væske. Husk grundig omrøring hele tiden, så det ikke brænder på i bunden. Det tager 20 – 30 minutter.
  7. Rør så soltørrede tomater og de halverede cherrytomater i retten – og lad dem varme med.
  8. Riv 50 – 100 gram parmesanost direkte ned i retten og rør rundt, lige inden retten er klar til servering.
  9. Server den smukke risotto med friskrevet parmesanost og frisk persille.

Min risotto er serveret i de gudesmukke dybe Hammershøi tallerkner fra Kähler – jeg kan ikke forestille mig en flottere måde at servere denne ret på :)

Bon Appétit og rigtig god onsdag. 
XO Lise 

Spinattærte med masser af feta!

spinattaerte-1 spinattaerte-2 spinattaerte-4 spinattaerte-9 spinattaerte-3 spinattaerte-8 spinattaerte-6 spinattaerte-7 spinattaerte-5

Jeg startede dagen på Coffee Collective i Jægerborgsgade i selskab med min dejlige veninde Bonnie og hendes søde datter Polly. Jeg kan godt sige jer, den lille pige er altså noget af det kæreste! Og apropos – er det ikke bare fantastisk dels at opleve ens nærmeste i den nye og mega seje rolle som forælder, og dels at opleve et lille væsen, som er et biprodukt af nogle af ens favoritmennesker. Lyder jeg lidt sentimental? I guess. Men på den aller bedste måde. Det er en velsignelse at have skønne mennsker – store som små – i sit liv.

Jeg ved ikke, om jeg har delt nyheden med jer herinde; men jeg lever jo pt. af bloggen. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle breake det til jer – men egentlig har det jo været en meget stille og rolig overgang og jeg regner faktisk heller ikke med, at det skal være permanent. Men lige nu er jeg glad for det. …Det giver mig enormt meget fleksibilitet i forhold til min egen tid og det er fantastisk! Det giver mig bl.a. tid og mulighed for at nyde en brunch med gode veninder og eksperimentere mere i køkkenet. Og det vil jeg nyde så længe, det varer.

For nyligt prøvede jeg mig med en ny tærte. Og selv om jeg fik brændt bunden lidt på (vores ovn varmer ikke jævnt!), som I sikker kan se på billederne, så var den altså ret lækker. Måske I kan huske, at jeg delte en opskrift på tomattærte med jer i juli? Ellers kan I se opskriften her. Det er klart min yndlingstærte i hele verden, men den her ligger sig på en sikker toer. Tærte er en fantastisk måde at rydde op i køleskabet på – og den blev til fordi jeg både havde søltørrede tomater, æg og feta, som skulle bruges. Spinaten var fra fryseren – husk at I kan fryse frisk spinat for at undgå madspild.

God fornøjelsen med tærte! Der er ret meget feta i, men det gør den bare ekstra lækker!

Spinattærte med masser af feta, 1 tærte (rigeligt til 2 personer): 
3 dl mel 
90 g smør
10 g olie 
3 spsk vand

300 – 400 g spinat 
250 g feta
½ løg 
½ tomat
½ glas søltørrede tomater 
4 æg 
2 spsk olie (brug med fordel olien fra de soltørrede tomater)
50 g parmesan 
Peber 
Frisk merian

  1. Start med at lave bunden. Bland mel, smør og olie – og tilsæt tre spiseskefuld vand for at binde dejen sammen.
  2. Tryk den herefter ud i et smurt tærtefad og lad den stå på køl i køleskabet i minimum 30 minutter.
  3. I mellemtiden kan du gøre fyldet til tærte klar: Pisk de fire æg sammen med to spiseskefuld olie og friskkværnet peber.
  4. Riv det halve løg ned i æggeblandingen og skær den halve tomat ud i skiver.
  5. Tag tærten ud af køleskabet efter minimum 30 minutter og prik huller i den med en gaffel.
  6. Bag den midt i ovnen ved 175 grader i 15 minutter.
  7. Efter du har forbagt bunden kan du fylde den med spinat, feta, frisk merian, soltørrede tomater og tomatskiver.
  8. Slut med at hælde æggeblandingen ud over tærten og bag den i ovnen i 30 – 40 minutter ved 175 grader. Du kan evt. blande æggeblandingen med spinat og feta forinden, hvis du foretrækker det.
  9. Fem minutter inden at tærten er færdig, skal du tage den ud af ovnen og rive parmesanost udover og sætte den ind i ovnen igen. Servér med frisk merian på toppen. Bon appétit :)

Hav en rigtig dejlig tirsdag. 
XO Lise

Spidskålssalat med rejer, soltørrede tomater og masser af dild

spidskaalsalat-3 spidskaalsalat-5 spidskaalsalat-4 spidskaalsalat-1 spidskaalsalat-2

Godformiddag kære læsere. Hvordan har jeres mandag morgen og -formiddag været? Min har været dejlig. Jeg har tilbragt den i smukke Aalborg her hos min søster. Nu er hun sendt på arbejde og jeg er on my own for a while. Jeg tror, at jeg vil stikke et smut til Hjørring og se en god veninde og hendes gudesmukke drenge. Jeg er ret overbevist om, at jeg har nogle dejlige dage i Nordjylland foran mig.

…Men nok om det :) Jeg skal nok holde jer opdateret om mine eskapader er i Nordjylland. Og ellers kan I jo følge med på Instagram :) @LiseVejnoe.

I dag vil jeg dele en vildt lækker og vildt let kålsalat med jer, som jeg lavede til Simon og jeg tidligere på sommeren. Vi havde en spidskålrest  i køleskabet, som jeg skulle have brugt. Derudover elsker jeg dild, rejer, soltørrede tomater og kapers – og det viste sig at fungerer rigtig godt sammen. I får opskriften her :) Jeg brugte forresten bare helt almindelig mørk balsamico til dressingen, men man kan også fint bruge hvid balsamico, hvis man vil have en lidt kønnere dressing.

Spidskålssalat med rejer, soltørrede tomater og masser af dild, 2 pers.: 
½ spidskålshoved 
25 – 50 g soltørrede tomater 
½ – 1 spsk kapers 
½ rødløg 
1 lille bundt dild
100 – 200 g rejer
15 – 20 g pinjekerner

1½ spsk balsamico 
½ spsk dijonsennep 
½ tsk rørsukker 
½ spsk olivenolie 

  1. Start med at lave dressingen, så den kan trække lidt. Bland balsamico, dijonsennep, sukker og olivenolie i en skål med gaffel og stil den i køleskabet.
  2. Herefter snittes kål og rødløg fint.
  3. Halvér evt. de soltørrede tomater og bland dem i en skål med kål, rødløg, kapers, rejer og masser af dild.
  4. Rist pinjekerner hurtigt på en pande og smid dem i salaten.
  5. Hæld dressingen ud over og server resten ved siden af. Bon appetit – kombinationen af de fede soltørrede tomater, pinjekerner og rejer er super mættende :)

XO Lise