Food bowls one o one: Food bowl med salsa, soltørrede tomater og kidneybønner

foodbowl2 (1) foodbowl2 (2) foodbowl2 (3) foodbowl2 (4) foodbowl2 (5)

Hej babes. Først og fremmest undskyld! Jeg nåede ikke på bloggen i går, og det beklager jeg simpelthen! …for det havde jeg jo egentlig lovet jer! De af jer der følger mig på Instagram har måske allerede set, at jeg løb Skagen Trail Run med min familie i går? Efterfølgende tog vi forbi min moster og onkels sommerhus i Vendsyssel og hyggede igennem! Og ja, så nåede jeg desværre ikke at få tændt computeren i går. Til gengæld fik jeg nogle kilometer i benene og masser af frisk luft! Det var faktisk ret så skønt! Om end mine ben er lidt ømme i dag.

Fredag tog jeg hul på ét af to blogindlæg om food bowls – som for mig er lækre og lette måder at tilberede en appetitvækkende salat på. Hvor jeg i fredagens blogindlæg tippede om, hvordan I let kan lave jeres salat ekstra mættende, vil jeg i dette indlæg tippe om, hvordan I kan gøre den ekstra lækker. Så det skal vi starte med – og derefter får I opskriften på den food bowl, som I kan se på billederne ovenfor.

3 gode råd til at opbygge en lækker food bowl:

  1. Krydderurter: Jeg elsker krydderurter! Og de giver altså masser af smag, som gør salaten lidt mere spændende! Jeg elsker koriander, men andre gode forslag kunne være basilikum, thai basilikum eller rosmarin og timian hakket…
  2. En dressing: Jeg bryder mig egentlig ikke så meget om at svøbe hele min salat ind i dressing, men jeg kan godt lide, at der er lidt “vådt” ved siden af salaten, som jeg kan dyppe i. Det kan f.eks. være pesto, guacamole, humus eller salsa.
  3. Ost: Jeg elsker ost! Også i salat! Parmesanost, feta og frisk mozzarella er jo intet mindre end fantastisk i en salat – men jeg synes altså også, at et par helt almindelige ostestave af f.eks. emmentaler eller cheddar kan gøre en salat mere spændende.

Food bowl med salsa, soltørrede tomater og kidneybønner, 2 pers.: 
Hjertesalat
1 avocado 
Sorte oliven 
Soltørrede tomater
Kidneybønner 
Koriander
Grillet peberfrugt 
Pulled chicken

1 skive lyst brød 
1 skive rugbrød 
Lidt æg til pensling 
Krydderi – f.eks. hvidløgssalt eller tandoori spice 

Tomat salsa

  1. Start med at skylle og skære den grønne salat i strimler. Mængden variere efter hvor meget I spiser derhjemme. Jeg plejer at tage 2 salatblade pr. mand. Læg salaten i bunden af hver tallerken/skål.
  2. Halvér 1 – 2 peberfrugter og bag dem i ovnen i 5 minutter ved 250 grader eller mere – og gerne på grill-program, hvis du har det. Tag peberfrugterne ud efter fem minutter (eller når skindet er ved at blive sort) og smid dem i en almindelig frysepose med det samme. Lad dem blive heri i cirka 8 minutter.
  3. Skær de sorte oliven i skiver, slice avocadoen og skær osten i stave. Læg alle tre ingredienser oven på den grønne salat sammen med kidneybønnerne. Jeg brugte bare bønner fra dåse, som jeg dryppede af, inden jeg puttede dem i min salat.
  4. Tilføj også kylling og soltørrede tomater til retten. Jeg brugte bare soltørrede tomater fra glas, den dag jeg tog billederne – men hvis du gider lave semi dried tomater i ovnen selv er det helt sikkert for lækkert! Kyllingen var en rest vi havde fra sidst vi havde fået pulled chicken – men alternativt kan stegt/grillet kylling bruges – eller kødsovs.
  5. Tag én skive lyst brød og én skive rugbrød. Pensl hver især med lidt æg og drys med lidt krydderier – jeg brugte Tandoori spice fra Santa Maria. Bag dem i ovnen ved 250 grader i 3 – 5 minutter, så de bliver sprøde. Tag dem så ud af ovnen og skær dem i et par skiver, så den kan bruges til at dyppe i salsaen. Tilføj brødstængerne til tallerkenen/skålen. (Tip: Det er en rigtig god måde at bruge de der kedelige endeskiver på…)
  6. Placér en klat salsa på tallerkenen/skålen også.
  7. Tag de grillede peberfrugter ud af fryseposen – nu skulle de gerne være lette at flå. Så flå skindet af og skær dem i mindre skiver. Tilføj også disse til tallerkenen/skålen.
  8. Slut af med masser af koriander og servér med et stort smil.

Rigtig god søndag. 
XO Lise

Spidskålssalat med rejer, soltørrede tomater og masser af dild

spidskaalsalat-3 spidskaalsalat-5 spidskaalsalat-4 spidskaalsalat-1 spidskaalsalat-2

Godformiddag kære læsere. Hvordan har jeres mandag morgen og -formiddag været? Min har været dejlig. Jeg har tilbragt den i smukke Aalborg her hos min søster. Nu er hun sendt på arbejde og jeg er on my own for a while. Jeg tror, at jeg vil stikke et smut til Hjørring og se en god veninde og hendes gudesmukke drenge. Jeg er ret overbevist om, at jeg har nogle dejlige dage i Nordjylland foran mig.

…Men nok om det :) Jeg skal nok holde jer opdateret om mine eskapader er i Nordjylland. Og ellers kan I jo følge med på Instagram :) @LiseVejnoe.

I dag vil jeg dele en vildt lækker og vildt let kålsalat med jer, som jeg lavede til Simon og jeg tidligere på sommeren. Vi havde en spidskålrest  i køleskabet, som jeg skulle have brugt. Derudover elsker jeg dild, rejer, soltørrede tomater og kapers – og det viste sig at fungerer rigtig godt sammen. I får opskriften her :) Jeg brugte forresten bare helt almindelig mørk balsamico til dressingen, men man kan også fint bruge hvid balsamico, hvis man vil have en lidt kønnere dressing.

Spidskålssalat med rejer, soltørrede tomater og masser af dild, 2 pers.: 
½ spidskålshoved 
25 – 50 g soltørrede tomater 
½ – 1 spsk kapers 
½ rødløg 
1 lille bundt dild
100 – 200 g rejer
15 – 20 g pinjekerner

1½ spsk balsamico 
½ spsk dijonsennep 
½ tsk rørsukker 
½ spsk olivenolie 

  1. Start med at lave dressingen, så den kan trække lidt. Bland balsamico, dijonsennep, sukker og olivenolie i en skål med gaffel og stil den i køleskabet.
  2. Herefter snittes kål og rødløg fint.
  3. Halvér evt. de soltørrede tomater og bland dem i en skål med kål, rødløg, kapers, rejer og masser af dild.
  4. Rist pinjekerner hurtigt på en pande og smid dem i salaten.
  5. Hæld dressingen ud over og server resten ved siden af. Bon appetit – kombinationen af de fede soltørrede tomater, pinjekerner og rejer er super mættende :)

XO Lise