Nyt år ny duft: Stay With Me fra Liaison de Parfum

IMG_7474 IMG_7476 IMG_7481 IMG_7487 IMG_7489 IMG_7485
Liaison de Parfum – Stay with me, 100 ml, 1.050,- hos AnaBé i Vedbæk

Kæreste læsere, jeg håber, at I havde jer et vidunderligt nytår i går. Simon og jeg havde en dejlig aften i selskab med gode venner og med masser af dans! Det var festligt. I dag har vi bare slappet helt af (vi har nok ikke været så meget værd alligevel) og set en tysk serie på Netflix, der hedder ‘Dark‘. Har I set den? PS: Hvis I mangler en ny serie at starte på her i 2018, så tjek mit seriediagram – klik her.

Jeg har tænkt længe over, hvad jeg skulle dele med jer i dag. Snakken om nytårsforsæt er ligesom bare godt og grundigt slidt efterhånden, synes I ikke? Bevares, vi kunne da sagtens snakke længe om nytårsforsæt om at tabe sig og spise bedre… Men lad os prøve med noget andet, for den snak er sgu efterhånden så kedelig. Så jeg tænkte længe, og jeg tænkte og jeg tænkte og jeg tænkte, indtil det slog mig! Og da jeg så endelig kom på det, så kunne det selvfølgelig ikke være andet!

Derfor er det med stor fornøjelse, at jeg kan meddele jer; at årets 1. januar-tema her på bloggen er: NYT ÅR NY DUFT. Efter jeg er begyndt at arbejde hos Brands of Beauty er jeg blevet lidt af en duftentusiast… Langt fra en ekspert, som min chef, men jeg arbejder på det. Hos Brands of Beauty har vi den danske distribution af spændende nicheparfumer fra særligt Frankring, men også brands fra andre spændende lande og endnu mere spændende parfumører… Heriblandt Nana de Barys nicheparfumebrand Liaison de Parfum fra Østrig. Amerikanske Vogue har kaldt Nanas parfumer highly addictive (oversat: yderst vanedannende) – og jeg kunne ikke være mere enig!

Jeg er faldet pladask for ‘Stay With Me‘ fra Liaison de Parfum, som I kan de på billederne. Alle parfumerne er små kærlighedshistorier om faser i et liv vellevet. Og de bærer alle en lille historie på både flaske og emballage, som sætter stemningen for duften. Stay With Me er for drømmeren, den frie sjæl og optimisten. Det er tre fine beskrivelser, som jeg ville ønske, at de passede på mig. Og det gør de måske også. Jeg ved det ikke, men jeg vil i hvert fald forsøge mig bedst muligt at matche disse beskrivelser, for jeg elsker duften! Og jeg bliver simpelthen så glad af at have den på. Den dufter dejligt af liljer, orangeblomst, roser og citrus – med undertoner af vanilje, musk, cedertræ og ambre.

Liaison de Parfum er helt nyt i Danmark, og snart kan I finde de fem fine parfumer hos håndplukkede forhandlere rundt omkring i landet. Men indtil da; så skynd jer til Vedbæk, hvor nicheparfumeriet AnaBé forhandler dem.

Rigtig god aften! Og et godt 2018 til jer!
XO Lise

PS: Jeg ved at de hos forbrugerombudsmandens kontor har svært ved at skelne mellem en almindelig gave og en sponsoreret gave. Og i og med at jeg har fået denne parfume i gave af min chef, så må jeg hellere gøre opmærksom på dette – om end det ikke var med kommercielle hensigter.