Veet Sensitive Precision Beauty Styler lanceringsevent

billede-02-11-2016-15-20-18 billede-02-11-2016-15-20-39 billede-02-11-2016-15-20-10 billede-02-11-2016-15-09-21 billede-02-11-2016-15-09-16 billede-02-11-2016-15-06-54 billede-02-11-2016-17-55-47

Kære aller skønneste læsere. Det bliver både et sent og kort indlæg fra mig i dag. Jeg vil nemlig bare lige vise jer en omgang fiiine, lyserøde stemningsbilleder fra det fine event, som jeg var afsted til i går og fortælle jer om en ny, spændende beauty-nyhed.

I går eftermiddags tilbragte jeg nemlig et par timer i fint og fornemt selskab på Langelinie Pavillonen. Det var Veet, der havde inviteret i anledning af lanceringen af deres nye Sensitive Precision Beauty Styler – et nyt og smart on the go-produkt, som er velegnet til hurtig og mild hårfjerning på følsomme kropsdele.

Der var lyserøde- og guld balloner i lange baner, lyserøde roser m.m., cake pops, macaroons og lyserøde cocktails. Der manglede ikke noget! Dagens beauty-ekspert Sara Rostrup havde endda lyserøde noter i hendes fine hår. Hun fortalte lidt om, hvordan hun bl.a. bruger Veets nye alt-i-én beauty styler i sit arbejde som professionel makeup artist. Den kan både bruges til øjenbryn og bikinilinjen – og i den forbindelse må jeg hellere lige tilføje: Bare rolig, der er mere end ét shaping-hoved med ;)

Foruden fine drinks og lækker mad, fik vi alle foræret en Veet Sensitive Precision Beauty Styler, som jeg vil glæde mig enormt meget til at få prøvet af – og dele mine erfaringer med jer (naturligvis ;)). Hvis I ikke kan vente, så kan I allerede nå slå et smut forbi jeres lokale Matas og få jeres eget eksemplar til 249,-.

Det var alt fra mig for i dag og i aften. Sov rigtig godt når I kommer så langt – og nyd billederne :)
XO Lise

Veet Spawax

IMG_8576 IMG_8577 IMG_8578 IMG_8579

Hejsa kære læsere. Nyder I det fine vejr? Det gør jeg – i det nordjyske ;) Fik I prøvet min pizzaopskrift den anden dag? I aften skal min kæreste og jeg afprøve pizza på grillen… Det glæder jeg mig ret meget til.

I dag vil jeg dele en anmeldelse med jer. Som så mange andre har jeg med nysgerrighed studeret hårfjerningsvirksomheden Veet’s tv-reklamer for det nye produkt Veet Spawax – altså home-waxing. Min søster og jeg var ret enige om, første gang vi så deres reklame på tv, at dette måtte så absolut prøves. Nu har jeg prøvet produktet og nedenfor kan I læse min dom.

Først vil jeg fremhæve, at looket er lækkert! Du får en lækker, lyserød varmebeholder og velduftende voks disks – også i en fin lyserød farve… Det er da lækkert.

Konceptet i sig selv klinger dog lidt hult i mine ører. “En spaoplevelse derhjemme”… Med varm voks og hårfjerning? Forgive me if I’m wrong; men at få flået hår op med roden er bestemt ikke hvad jeg forbinder med en spaoplevelse. Jeg er vant til at gå i salon og få fjernet hår diverse steder – og selvom det er en yndig, lækker salon, som jeg har fundet mig på Frederiksberg, så er det stadig usædvanligt ubehagelige 40 min. jeg gennemgår hver gang. Hvorimod en spaoplevelse er noget helt andet i mine øjne. Men pyt med det. For uanset blev jeg lokket af det nye produkt. Det er da unægteligt tiltalende, at kunne slippe for den top nedern oplevelse som det i virkeligheden er, at ligge uden bukser på i 40 minutter mens en anden kvinde (jaja, og heldigvis en kvinde da!) påfører mig smerte. Jeg vil et eller andet sted hellere selv kunne ordne dette i privatens ro og mag. Jeg har bare aldrig oplevet, at resultatet blev lige så fint – og derfor betaler jeg fortsat i dyre domme for voksbehandlinger i salon.

Men prøves det skulle det nye produkt bestemt! …Også fordi jeg tidligere har prøvet Veet Easy Wax Roll-on System med ret positive resultater. Desværre var oplevelsen med Veet Spawax ikke helt så positiv – på trods af smuk emballage og lækre duftaromaer, må jeg indrømme: At jeg fandt produktet meget lidt effektivt. Det får langt fra alle hår med… Faktisk var jeg nødt til at tage min skraber efterfølgende…

Så dommen bliver: Veet Spawax får én ud af fem stjerner for mig. Den ene stjerne gives for en lækker fremstilling af produktet… og de få hår det fjernede. Øv bøv. Men så er det prøvet og jeg har fået min nysgerrighed styret for denne gang :)

Du kan finde alle Veet’s hårfjerningsprodukter på www.veet.dk

XO Lise

Produkterne er modtaget som gave.