

Vichy Pureté Thermale 3-i-1 rensepleje, 200 ml, 110,40 DKK på Webapoteket.dk
Hej og godaften yndigste læsere. Jeg håber, at jeres weekend har været mega skøn. Min har været dejlig! Jeg sidder i skrivende stund i toget på vej mod København, efter en skøn weekend i det jyske. Simon og jeg har nemlig været i Hjørring for at fejre min smukke mor, som har haft fødselsdag. Nu tager vi den lange tur retur til KBH igen. For mig er der noget så enormt søvndyssende ved at køre i tog, så jeg kæmper faktisk lidt med at holde mig vågen. Kender I det?
Anyways, på sådan en dejlig søndag, synes jeg at vi skal snakke om gode renserutiner. De er nemlig virkelig ikke at undervurdere. Det er ikke bare min erfaring, det er også en veldokumenteret kendsgerning, at det gør en verden til forskel for din huds sundhedstilstand, hvis du husker at rense af inden sengetid – uanset, om du bruger makeup eller ej. Hvis du er dårlig til at få renset din hud om aftnen, så er det jo søndag i dag – og i morgen er en ny uge, så hvorfor ikke tage hul på nye gode vaner i dag?
På det seneste har jeg testet Vichys 3-i-1 rens, som er et mildt og skånsomt renseprodukt, der er også er meget velegnet til dig med sensitiv hud. Den er rensemælk, skintonic og øjenmakeupfjerner i én og hedder derfor 3-i-1 rensepleje. Det specielle og ekstra interessante ved dette renseprodukt er, at du ikke behøver fjerne det med vand efterfølgende. Du kan blot påføre det med fingrene eller en vatrondelle og efterfølgende lade det sidde på huden – fjern evt. overskydende produkt på huden med en serviet eller lignende. Jeg synes, at det er en ret interessant og god tanke – specielt med det for øje, at vand er med til at udtørre huden. Dog, må jeg indrømme; at jeg personligt foretrækker at tilsætte vand, det giver mig bare en renere følelse på min hud – og den vil jeg gerne have, inden jeg går i seng om aftnen. Så jeg bruger produktet sådan: Jeg kommer vand på en vatrondelle, kommer en klat af produktet på vatrondellen (på størrelse med en mandel) og renser mit ansigt med denne vatrondelle. Efterfølgende renser jeg efter med vand. Sådan foretrækker jeg det, men det er en smagssag.
Jeg oplever produktet som enormt mildt – og konsistens mæssigt minder det mest af alt om en tyk rensemælk. Det dufter også meget mildt. Men lad os lige vende, hvad der egentlig er i? Der er paraffin i, som er et biprodukt af petroleum og virker beskyttende på huden, da det er en mineralsk olie. Herudover, er der Isopropyl myristate i, som er en vegetabilsk alkohol. Jeg vil gætte på, at det er i for at give en antibakteriel effekt, ligesom ved skintonic. Der er også ph-regulerende sodium hydroxide i. Og så er der en lille smule sheasmør i til at pleje og blødgøre huden. Der er naturligvis også konserveringsmidler i, men det er nogle milde typer, som f.eks. potassium phosphate.
Jeg ender på tre ud af fem stjerner til Vichy Pureté Thermale 3-i-1 rens. Men tre store stjerner. Jeg synes, at den har holdt min hud ren og forholdsvis pæn, men jeg har brugt den. Og jeg får også en oplevelse af, at den renser sådan rimeligt i bund – men ikke helt, og derfor ender jeg også på tre stjerner, da jeg ærlig talt ikke var overvældet af formlen. I kan shoppe Vichy på apoteket eller hos Magasin.
Rigtig god aften venner.
XO Lise