Cremede stegte ris med grøntsager og chilirejer

stegteris (1) (900x600) stegteris (2) (900x675) stegteris (3) (900x675) stegteris (4) (900x600) stegteris (5) (900x600) stegteris (6) (900x600)

Kære søde læsere. Mange af jer ved, at vi kører et ret strengt “ingen madspild”-program herhjemme. Og det gælder altså også, når vi bestiller take away men ikke får spist alle risene, der hører med ;) Jeg ved ikke, om I har samme erfaring, men hver gang jeg bestiller et eller andet dejligt thai take away (som f.eks. DD Thai Take Away på Vesterbro, shit det er lækkert!), så er der altid alt for mange kogte ris med til min mad – mange flere end hvad jeg kan spise. …Og når man så kører sådan et streng “ingen madspild”-program, så smider man selvfølgelig ikke de her overskydende, kogte ris ud. Helt ærligt; så tror jeg, at Simon nogle gange er ved at blive vanvittig af hvad der bliver gemt af madrester derhjemme. Men for mig så er der altså en ret stor tilfredsstillelse i at kunne bruge mine rester på lækker vis i en ny ret. Så jeg har prøvet mig frem med de her famøse risrester over flere gange – og jeg er faktisk endt med at knuselske denne cremede ret med ris, grøntsager, rejer og æg. Så den opskrift får I i dag :)

Og forresten, hvis du blot har en lille risrest, så skru op for soyabønner eller gulerod. Og så giver det jo også sig selv, at retten kræver ikke, at dine ris er en rest ;) det kan også være nykogte ris.

Cremede stegte ris med grøntsager og chilirejer, 2 pers.:
100 – 150 g kogte ris 
2 æg
50 – 100 g soyabønner 
1 gulerod 
½ peberfrugt 
2 forårsløg 
½ løg 
2 fed hvidløg 
2 spsk soya 
Lidt olie til stegning 

85 g rejer 
1 – 2 tsk sur-sød sauce 

Koriander
Lime

  1. Start med at vende rejerne i sur-sød sauce og smid dem så i køleskabet igen, mens du laver resten af retten. Så kan de stå og trække lidt smag fra sur-sød saucen.
  2. Skær så alle dine grøntsager ud, så de er klar, når du skal i gang med panden. Start med at hakke løgene fint, pres to hvidløgsfed eller hak dem fint, skær guleroden i mindre stykker eller strimler og slice peberfrugten. Skær også forårsløgene i mindre stykker.
  3. Smid så lidt olie på en god pande og varm den op ved middelvarm varme. Svits så løg, hvidløg og gulerødder herpå, men uden at løgene bliver brune.
  4. Tilsæt så dine forårsløg og soyabønner (jeg brugte dem bare direkte fra frost). Vend det rundt i 3 – 5 minutter på panden.
  5. Tilsæt også risene og vend dem godt rundt med grøntsagerne i knapt fem minutter.
  6. Tilsæt så soya og peberfrugterne og rør det rundt i et lille minut. Skru evt. lidt ned for varmen.
  7. Herefter skal du tilsætte æggene. Jeg vil foreslå, at du slår dem ud og rører dem sammen i en skål, inden du smider æg på panden.
  8. Smid æg og rejer på panden samtidigt og rør godt sammen. Det hele bliver til en stor cremet masse, som selvfølgelig lige skal varmes godt igennem, men æggene må ikke stivne eller brænde på. Æggene fungerer nærmest som en creme sauce.
  9. Server retten med det samme med masser af koriander og friske limebåde.

XO Lise

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *