Hej min ven. Så blev det fredag – og jeg håber, at I nyder det, trods corona? Jeg vil i dag ikke bruge en fandens masse tid på en lang introtekst, men vil i stedet blot glæde mig til at dele en tærteopskrift med jer. Personligt, så er jeg ret glad for at lave tærter – da jeg synes, at det virkelig bare er en god måde at få brugt resterne i køleskabet på. Tærteopskriften, som jeg vil dele med jer i dag, var en som jeg egentlig bare endte med at lave, fordi vi havde en rest blå ost i køleskabet, som trængte til at blive brugt. Derfor er det også bare en bette smule blå ost, der er i dagens opskrift. Men hvis du er vild med det, så tøv endelig ikke med at skrue op for mængden ;)
Kartoffeltærte med rester af blå ost og lufttørret skinke, 1 tærte:
200 g hvedemel
½ tsk groft salt
100 g smør
2 spsk koldt vand
5 æg
100 g cremefraiche 18 %
1 dl soyamælk
Lidt olie
1 mindre kartoffel
60 g lufttørret skinke
2 forårsløg
50 g blå ost
2 kviste rosmarin
Salt og peber
- Start med at tænde ovnen ved 200 grader varmluft.
- Herefter laves dejen først. Bland hvedemel og salt i en skål.
- Smelt smøret let – det må ikke smeltes helt – og bland det i melblandingen.
- Saml herefter dejen med koldt vand.
- Tryk tærtedejen ud i et smurt tærtefad og tryk huller i bunden med en gaffel.
- Stil tærtebunden i køleskabet i 30 minutters tid.
- Imens forberedes fyldet. Start med at slå fem ud i en skål og bland det med cremefraiche, soyamælk (eller en anden slags mælk), olie, salt og peber.
- Skær kartoflen i mindre skiver – f.eks. med en kartoffelskræller eller et mandolinjern.
- Skær forårsløget i mindre skiver.
- Efter 30 minutter tager du tærtebunden ud af køleskabet og lægger kartoffelskiverne i bunden.
- Fordel derefter lufttørret skinke og forårsløg ud over kartoflerne.
- Skær den blå ost i mindre stykker og fordel den i tærte også.
- Hæld så din flydende blanding af æg mm. ud over tærtens indhold.
- Bag så tærten midt i ovnen igen i 35 minutter ved 200 grader
- Tag den ud, pynt med rosmarin og sæt den ind i ovnen igen ved 200 grader og bag i yderligere 5 – 10 minutter. Kig til tærten løbende, så du er sikker på, at den ikke brænder på.
- Efter tærten er færdigbagt, skal den lige have lov til at køle i 30 minutter, inden den er spiseklar. Pynt evt. med lidt frisk rosmarin også, inden du serverer den.
God fornøjelse og rigtig god fredag.
XO Lise