New in: Adidas UltraBoost 19 løbesko

Adidas UltraBoost 19 1.500,- hos Marathon Sport

Fik jeg nogensinde vist jer de her? Nej vel…. Jeg købte dem faktisk helt tilbage i april, inden jeg skulle løbe Ree Safari Park Run med min kære søster. Jeg trængte til et par nye løbesko – og med skader i både begge knæ og begge ankler, så er det vigtigt for mig at have ordentlige løbesko. Jeg skal have masser af stødabsorbering, så mine knæ ikke tager skade – og så skal skoene have et godt hold og optimal støtte, så mine ankler holdes på plads i det omfang, som det er muligt med et par sneaks/løbesko. Sidstnævnte, hjælper også mig til ikke at træde skævt ned, når jeg løber, hvilket også bidrager til færre vrid og dermed færre ankelskader.

Så som I sikkert kan regne ud, så tør jeg sgu ikke bare bestille et par flotte løbesko på nettet. Jeg er ret afhængig af kyndig vejledning, når jeg køber løbesko til særligt mine skrøbelige ankler.

Jeg startede faktisk i Sportmaster på Østerbrogade, da jeg tidligere har fået rigtig god vejledning og hjælp i Sportmaster i Bruuns Galleri i Aarhus. Men på Østerbrogade var det sgu ikke rigtigt et hit og jeg dappede derfor videre til Marathon Sport – også på Østerbrogade. Her fik jeg virkelig den bedste vejledning, jeg kunne ønske mig. Jeg blev udsat for løbetest, hvor medarbejderen der hjalp mig gjorde meget ud af at vejlede i dels stødabsorbering i hælen og dels hvorvidt jeg trådte skævt. Jeg tror, jeg prøvede 10 – 15 par løbesko, inden vi fandt to par, som gav mig den optimale støtte, som jeg har brug for.

Her et par måneder senere har jeg efterhånden haft mange gode løbetur i de her flotte Adidas løbesko – og jeg er virkelig glad for mit køb. De endte med at blive lidt dyrere, end hvad jeg lige havde håbet at bruge på et par nye løbesko den dag, men de var alle 1.500 værd! Og det samme var den professionelle, gode service, som jeg fik hos Marathon Sport. Så virkelig varme anbefalinger herfra!

XO Lise 

PS: Så I, at der IKKE stod sponsoreret i toppen?

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *