Samosaer af filodej med kartoffel og feta

Billede 02-06-2016 19.32.26 Billede 02-06-2016 19.32.25 Billede 02-06-2016 19.32.31 Billede 02-06-2016 19.32.40 Billede 02-06-2016 19.32.33 Billede 02-06-2016 19.32.47

Så ramte sommeren for alvor også DK! Og hvor er det bare dejligt og fantastisk! Oven på sådan en omgang sygdom er solskin lige, hvad jeg har brug for. I forbindelse med sygdom og specielt forkølelse (som jeg naturligvis ikke fik lov at slippe for) forsvandt mine smagsløg jo bare helt og aldeles for en periode. Det er simpelthen SÅ træls! Men nu er de heldigvis tilbage, og jeg kan glæde mig over lækker sommermad! Én af mine ynglings sommerretter – og retter generelt – er disse samosaer med kartofler, løg og feta. Jeg har efterhånden lavet dem tit – og selvom jeg endnu ikke mestre at lave dem über flotte, så er jeg vild med dem. De kan både fungere som et måltid i sig selv eller som genialt tilbehør til tapas og andre anretninger. I dag vil jeg gerne dele opskriften på disse lækkerheder med jer – enojoy :) 

Samosaer af filodej med kartofler og feta, 12 stk.: 
1 løg
1 fed hvidløg 
200 g kogte kartofler (uden skræl)
75 g fetaost 
3 plader filodej 
Olivenolie 
Salt og peber 

  1. Start med at skrælle og koge kartoflerne.
  2. Imens de koger kan du pille og hakke løget fint.
  3. Varm herefter lidt olivenolie på en pande og svits løg og presset hvidløg på panden – Obs! Det må ikke tage farve. Stegningen har blot til formål at tage den skarpeste løgsmag.
  4. Mos herefter de kogte kartofler let med en gaffel i en skål og vend dem med de stegte løg+hvidløg samt smuldret fetaost. Smag til med salt og peber.
  5. Hver plade med filodej klippes i fire lige store stykker, så du i alt har 12 aflange stykker.
  6. Gem dejen i et fugtigt viskestykke, så den ikke bliver tør.
  7. Tag et stykke udklippet filodej og pensl det med olivenolie.
  8. Kom herefter cirka 2 spsk. fyld i nederste hjørne.
  9. Fold så venstre nederste hjørne hen over fyldet, til du rammer højre side af dejen. Fold herefter højre hjørne opad, så det bliver til en trekant. Fortsæt opad, så alle sider bliver lukkede. Gør det samme med resten af dej-stykkerne.
  10. Læg herefter de små filotrekanter på en bageplade med bagepapir og pensl med olivenolie + krydr med salt og peber.
  11. Bag filopakkerne i ovnen i 15 – 20 minutter, til de er sprøde. Hold øje med, at de ikke brænder på.

De kan spises, som de er :) Men man kan evt. også servere med ajvar eller lignende – det gjorde jeg :)

Jeg synes, at samosaerne er helt fantastiske på denne måde. Men man kan jo i princippet putte det fyld i, som man vil. Jeg har ofte brugt overskydende fyld fra mine fyldte auberginer (se opskrift her) i filodejstrekanter dagen efter :)

Opskriften er oprindeligt inspireret af Lone Kjærs opskrift i bogen “SUND – på den fede måde”… Fantastisk bog!

I ønskes en dejlig sommeraften. 
XO Lise

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *